Gå på opdagelse i den helt lokale historie

Hjørring Kommunearkiv lancerer ny hjemmeside og et hæfte med lokale kilder. Materialet er udarbejdet til brug i historieundervisningen, men borgerne må også gerne være med.

13

Vidste du, at der efter 2. verdenskrig boede flere hundrede tyske krigsflygtninge i Vrå og at et område i udkanten af Mosbjerg under den kolde krig blev udpeget som massebegravelsesplads? På hjemmesiden www.hjoerring.dk/kildepakker kan du gå på opdagelse i et væld af originale dokumenter og billeder, der viser de store nationale begivenheder, som de udspillede sig her i Hjørring Kommune.

I dag stilles der krav til skoleelever om, at de selv skal kunne finde, læse og vurdere kildemateriale.  På Hjørring Kommunearkiv er der originale kilder i lange baner, men det er langt fra alle, som er klar over, hvor meget guld der findes i arkivets gemmer. Med en ambition om, at de gamle dokumenter ikke blot skal ligge på en hylde og samle støv og et ønske om at række kommunens skoler en hjælpende hånd, har arkivets medarbejdere de sidste par måneder skannet flere hundrede dokumenter, så adgangen til de spændende gamle dokumenter bliver så let så mulig. Arkivet rummer 2,5 hyldemeter med arkivmateriale, så det er selvsagt kun en lille brøkdel, som fremvises på hjemmesiden. Kilderne på hjemmesiden er opdelt i små ”pakker” indenfor emnerne: Det danske demokrati, Velfærdsstaten, Besættelsestiden, Den kolde krig samt Energikrisen 1973.

På kommunearkivet er man ikke i tvivl om det potentiale, der er i de mange hyldemeter af gamle papirer, som arkivet gemmer.

Kilderne giver et fantastisk indblik i, hvorledes store nationale og internationale begivenheder udspillede sig i her i Hjørring Kommune, og materialet er en helt ny indgang for eksempelvis skoleelever til at få et bredere perspektiv på nutiden og de store udfordringer som samfundet, står overfor i dag. Fra måden hvorpå kommunen taklede sine fattige for 100 år siden, tyske krigsflygtninge i kølvandet på 2. verdenskrig samt truslen om masseødelæggelsesvåben under Den kolde krig.  Alt sammen udfordringer som vi også kæmper med i dag, udtaler arkivar Lone Venderby.

Samtidig med lanceringen af hjemmesiden, har kommunearkivet ved skoleårets begyndelse udleveret et klassesæt med kildehæftet Besættelsestiden i din hjemby til hvert skolecenter i kommunen. Hæftet er blevet til i kraft af et samarbejde mellem Kommunearkivet, Skoletjenestenetværket, Skoletjenesten ved VHM, Historisk Arkiv og Højene Skole samt en ansøgning til Historielabs minipulje på 25.000 kr.

Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.

Foto: Lokalhistorisk Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments