Hjørring Kommune har i de seneste år sparet 50 millioner kroner ved at øge indsatsen på beskæftigelsesområdet. De fysioterapeuter, som har været med til at få folk i job, er blevet afskediget, og det vækker bekymring.
I dag er det præcis et år siden, Freddie Frydkjær fra Bindslev blev opereret for tre diskusprolapser i ryggen. Han knokler nu hårdt for at vende tilbage på fuld tid til sit job som softwareingeniør. Freddie Frydkjær har i de seneste måneder været tilkoblet en fysioterapeut i Hjørring Kommunes helhedstilbud, og han føler, at det har fået ham på rette spor.
– Jeg er ikke helbredt på nogen måde, men jeg har troen på, at det her kan føre mig tilbage på arbejdsmarkedet, siger Freddie Frydkjær til TV2 Nord.
De fem fysioterapeuter i helhedstilbuddet indgår i det, der hedder tværfaglig analyse. Det vil sige, at fysioterapeuter i samarbejde med psykologer og sygeplejersker finder ud af, hvilket tilbud den enkelte borger skal have for at få den bedst mulige hjælp.
– Og det synes jeg faktisk er en opgave, vi har løftet rigtig flot, og det viser tallene jo også, siger Christina Sørensen, fysioterapeut i helhedstilbuddet i Hjørring Kommune.
TV2 Nord har meget mere om sagen