Fyret har en helt speciel plads i hjertet hos Birgit Frederiksen

Som barn boede Birgit Frederiksen sammen med sin familie ved Rubjerg Knude Fyr, mens hendes far arbejdede som overfyrmester. Nu besøger hun igen fyret på sin nye placering.

432

Birgit Frederiksen er datter af den sidste fyrmester, som arbejdede ved Rubjerg Knude Fyr. Nu er hun tilbage og besøge fyret og den rå natur, som hun har fulgt gennem hele sit liv, for for første gang at gå op i det 23 meter høje fyr på dets nye plads.

Som 13-årig flyttede Birgit Frederiksen sammen med sine søskende og sine forældre ind i en af de boliger, som dengang var ved fyret. Allerede dengang havde sandet et godt tag i Rubjerg Knude Fyr.

– Der var sand overalt. Der kom sand ind helt af sig selv. Der var kun den fordel, at jeg havde to mindre søskende, og de havde en sandkasse lige uden for døren. Det er ikke alle, der har, mindes Birgit Frederiksen.

Birgit Frederiksens far var overfyrmester, og han var den sidste fyrpasser ved Rubjerg Knude Fyr. Familien boede ved fyret fra 1962 til 1968, hvor fyret blev taget ud af drift.

– Der var det, at far slukkede lyset for sidste gang, fordi klitterne dengang var så høje, at lyset ikke kunne ses ud over. Det er utroligt, siger Birgit Frederiksen og fortsætter:

– For ti år siden gik vi med vores børn og børnebørn op. Der var klitterne så høje, vi stod herovre og kunne kigge direkte ind på linsen, fortæller Birgit Frederiksen fra toppen af Rubjerg Knude Fyr.

Og der er da ingen tvivl om, at Rubjerg Knude Fyr altid vil have en helt speciel plads i Birgit Frederiksens hjerte.

– Vi har en helt unik perle her. Prøv at se de lerskrænter. Hvor finder man noget så flot? Og de mængder af sand. Det er et helt specielt område, siger Birgit Frederiksen.

Kilde: TV2 Nord.

Link til tidligere artikel

Genåbning af Rubjerg Knude Fyr

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments