
Fyldt rødspætte smager som oftest rigtig godt og er en fin variant af stegt rødspætte, men den får altså et helt særligt og diskret tvist på Restaurant Tannishus.
Allerede ved serveringen bemærker den spændte gæst, at farven på saucen med de hvide asparges og rejerne er smukt rødlig og dernæst, at smagen er virkelig delikat.
Vi gik ikke Åge Vinther på klingen for at få ham til at afsløre opskriften, men han kunne fortælle, at de flotte rødspætter er leveret af Møllers Fiskeeksport.
Når man efter den veltilberedte rødspætte med fyld og lækker garniture får regningen, må man altså igen forundres positivt. Prisen holdes hele året på 50 kroner.
– Det kan lade sig gøre, fordi vi har et rigtig godt flow af råvarer, så vi ikke gemmer ligeså meget på køl, som visse andre måske gør, lyder forklaringen fra Åge Vinther.
Det er da en gastronomisk filosofi, der både reducerer madspild og sikrer friske råvarer. Fem ud af fem kokkehueløft fra FlaskePosten for den præstation på Restaurant Tannishus.
Link til artikel: Suveræn søndagsbuffet på Restaurant Tannishus