Gylle hører til på marken, ikke i dansk politik. Men den konservative Mia Tang mener ikke desto mindre, at der bliver lukket utrolig meget gylle og varm luft ud i øjeblikket, og derfor vil hun gerne slå et slag for, at der diskuteres politik i stedet for at skabe sig tosset for at komme i tv. Med valget lige om hjørnet er der brug for at fokusere på seriøst politisk indhold, mener den konservative politiker, der stiller op til Folketinget.
– Når man som kandidat arbejder seriøst med tingene og kommer med et gennemarbejdet partiprogram under armen, og så er det virkelig træls, når en type som Paludan gør politiske ytringer til et show. Nu har han så fundet sin første folketingskandidat her i Nordjylland. En selvudnævnt kunstner som er kendt for at vise bar røv og male med afføring. Altså snak lige om politik gylle – det er simpelthen bare for useriøst, fastslår Mia Tang, som heller ikke ser Klaus Riskær Pedersen som et godt bud på et medlem af Folketinget.
– Nej, når man har tre fængselsdomme for alvorlig økonomisk kriminalitet bag sig, så mener jeg ikke, at man er egnet til at være med til at styre Danmark. Og samtidig har vi jo i øvrigt også en rød statsministerkandidat, som nægter at svare på, hvem hendes store løfter omfatter. Så hun har den rette erfaring, men stikker vælgerne blår i øjnene. Det bryder jeg mig heller ikke om.
Derfor det nye motto, som dog også har glimt i øjet.
– Ja, bestemt. Jeg har fået en masse positiv respons fra nordjyder, der ved præcist, hvad jeg mener, og så griner vi lidt og nævner eksempler for hinanden. Det her handler jo ikke om partifarve. Det handler om at huske, hvad der egentlig er formålet med alt det, vi render og laver, slutter Mia Tang.