Fuld skrue på NaTour

Fredag var der premiere på Naturmødets nye store satsning NaTour. Egentlig skulle projektet være begyndt i begyndelsen af sommeren, men det blev udskudt på grund af corona.

408

NaTour er Naturmødets nye vogn og rullende platform. Herfra tager naturmødet ud i Danmark og formidler natur i øjenhøjde med danskerne.

– Vi kan bringe debatten ud til folk, så de behøver ikke at komme til Hirtshals, vi kommer ud til dem. Så folk der ikke er vant til at snakke om natur, de får lov til at få en scene her og et talerør, siger projektkoordinator for NaTour i Hjørring Kommune Dorte Reinholdt.

Planen er, at den skal på tur rundt i hele landet. Når vognen åbnes, kan børn, unge og ældre lære om dyr, planter, skov og hav på spændende måder.

Scenen er også til naturdebatter og koncerter. Grundidéen er, at naturdebatten skal ud til nye målgrupper, som ikke nødvendigvis interesserer sig for naturen i forvejen.

– Jeg tror faktisk, at det her skaffer flere gæster og debatter til Naturmødet, så jeg tror, at det her er en del af Naturmødets udvikling og så er det i Hirtshals, man mødes, når man rigtig skal have tingene diskuteret færdig, siger borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S).

Efter indvielsen fredag er vognens første stop i Tolne, hvor den skal bruges i anledning af Naturens dag den 13. september.


Foto: Kim Sanderhoff.
Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments