Klokken lidt i otte fredag aften slap en besøgende familie med børn fra Jerslev meget heldigt fra et ubehageligt møde med en lokal, meget fuld mand på knallert på Springvandspladsen i Hjørring.
Familien havde blandt andet kigget nærmere på juleudsmykningen, da manden på en rød knallert med høj hastighed ville skyde genvej over Springvandspladsen. Han ramte imidlertid noget af juleudsmykningen og en af de beskyttende betonklodser og slog en kolbøtte med knallerten meget tæt ved familien og en anden mand fra Hjørring.
Det kunne være endt rigtig skidt, hvis ikke de opstillede betonklodser havde bremset fulderikken på knallerten.
Alle med undtagelse af den fulde mand på knallert slap uden skrammer. Forbipasserende og vidner ringede til politiet, og den fulde mand vaklede derefter fra stedet med retning mod Jernbanegade i et forsøg på at stikke af.
Et af familiemedlemmerne fra Jerslev og en lokal mand, der hørte braget ved ulykken og straks kom til stede, fulgte efter manden. Familiefaderen fra Jerslev var løbende i kontakt med politiet.
Den fulde mand forsøgte at løbe væk via Svinget og Cathrinestrædet, men opgav, da han opdagede forfølgelsen, gik tilbage til Jernbanegade og stak atter i løb via Korsgade og Dronningegade. Her blev han løbet op, og uden brug af magt og ved synet af en voldsom sød, halvblind og halvgammel dværgschnauzer lod han sig overtale til at opgive flugten, sætte sig på en trappe og vente på politiet.
Patruljen var fremme i løbet af ganske få minutter og fik manden anholdt, afhørt og bragt til udtagelse af blodprøve. Der venter nu sandsynligvis manden flere sigtelser for blandt andet spirituskørsel, kørsel i gågaden og måske en sigtelse for at bringe andres liv og lemmer i fare.