Frustrerende falske brandalarmer på Hirtshals Skole

Det er ikke første gang og efterhånden frustrerende for børn og voksne med de falske alarmer på skolen i Hirtshals.

10

Tirsdag eftermiddag lød brandalarmen på Hirtshals Skole, hvorefter brandvæsnet rykkede ud fra Falck på Søndergade.

Det var imidlertid for anden gang på kort tid falsk alarm forårsaget af håndværkerne og renoveringen på skolen.

Ydermere har brandvæsnet været hidkaldt til en skolefest for de store elever, hvor alarmen blev aktiveret af en røgkanon.

– Det er da ved at være frustrerende for os alle, men vi tager det selvfølgelig altid alvorligt og begynder straks i god ro og orden at evakuere børnene efter en fast procedure, fortæller en ansat på Hirtshals Skole.

Samtlige børn på fase 1 gangen nåede angiveligt at komme ud, før alarmen altså endnu en gang blev afblæst som falsk.

I den slags nødsituationer skal alle nemlig via de anviste nødudgange forlade skolen og samles på sportspladsen.

Det er selvsagt ikke gratis med den slags udrykninger, men hvem der får regningen, vides i skrivende stund ikke.

Foto: Arkiv

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments