Frøer, fisk og frisk luft under naturpleje ved Tversted Å

Der blev virkelig rykket igennem, da hele mellemtrinnet fra Bindslev Skole fredag knoklede med naturpleje ved Tryn Å, der længere mod nord bliver til Tversted Å.

26

Torsdag fortalte vi om det nyligt etablerede samarbejde mellem Tannisbugt Natur- og Vandplejeforening og Bindslev Skole, som denne fredag udmøntede sig i det første praktiske projekt ved Tryn Å, der længere mod nordvest bliver til Tversted Å.

Eleverne knoklede og morede sig i selskab med en halv snes lærere og voksne fra foreningen, idet de satte hegn op, ryddede krat og lavede bålmad i form af kartoffelsuppe med indsamlede urter samt snobrød hos lodsejer Per Larsen, der blandt andet har jord omkring netop Tryn Å. Maden blev skyllet ned med juice og vand sponsoreret af Dagli’Brugsen i Bindslev.

Ved siden af arbejdet med naturplejen på disse fordybelsesdage, som er bundet op på faget Natur & Teknik, fik eleverne også mulighed for på skift i grupper at fange insekter, frøer og hundestejler i selskab med og kompetent vejledt af Carsten Bregnhøj, som er grøn guide hos Hjørring Kommune.

Arbejdet denne fredag er et led i den pleje af natur og vandløb, der gerne skal føre til en langt større diversitet og nok så interessant til en langt bedre afvanding fra markerne omkring vandløbene. Næste fredag fortsætter arbejdet med udlægning af gydebanker til fiskene.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments