Friskole deltager i Bøgstedløbet

Uanset kondital eller alder kan alle være med i Bøgstedløbet.

23
SONY DSC

Når Bøgstedløbet for 4. gang bliver afviklet i Astrup den 30. maj 2015, så er det med ekstra aktiviteter for både børn og voksne.

Astrup-Sønderskov Friskole er nemlig på dagen klar med aktiviteter og en lille café, hvor der er mulighed for at købe kolde drikkevarer, grillpølser, kaffe/te og desuden en lækker pastasalat, som løbere og cyklister kan forudbestille, således at der er forplejning klar, når man kommer ind i målfeltet.

Skolekredsen fra Astrup-Sønderskov Friskole er desuden vært ved en hoppeborg, som opstilles fra kl. 13, og Westers Sweet Paradise vil også være til stede og sælge lækkerier til børn og voksne.

Friskolen har sendt brev ud til alle de elever, som efter sommerferien skal starte på den nye skole og inviteret eleverne til at deltage i løbet, hvad enten man går, løber eller cykler.

Skolekredsen, som har arrangeret dette tiltag håber på, at de lysegrønne T-shirts fra friskolen vil være med til at pryde løbet på dagen. På den måde vil skolen allerede inden skolestart i august 2015 være med til at markere vigtigheden af skolens motto, som er – de aktives skole.
Derudover har man givet bestyrelsesformanden Per Svanholm Christensen en udfordring. Per skal nemlig cykle den længste distance af cykelruterne til Bøgstedløbet, som er hele 75 km.

Selvom Per ikke er i den allerbedste form, vil han sikkert gøre sit yderste for at gennemføre. Blandt de lokale er der nemlig blevet samlet ind, således at Per for hver kørt kilometer er sponseret for et beløb, der støtter Astrup-Sønderskov Friskole.

Så mon ikke den entusiastiske bestyrelsesformand vil kæmpe til den bitre ende, så han kan få flest mulige kroner samlet ind til skolen? Skolekredsen vil i hvert fald møde talstærkt op og heppe på bestyrelsesformanden og belønne ham med lidt koldt at drikke efterfølgende.

Der er stadig mulighed for at sponsere Per, såfremt man har lyst til at være med på spøgen.

Formanden for skolekredsen Michael Bach Nielsen oplyser, at denne dag også kan være en god mulighed for at komme i uformel dialog med både repræsentanter fra bestyrelse og skolekreds.

I skrivende stund er bestyrelsen i fuld gang med at ansætte den personalestab, som sammen med den ny skoleleder Anders Nyborg Thomsen skal sætte sit præg på det, der for bestyrelsen kommer til at kendetegne Astrup-Sønderskov Friskole: Faglighed, trivsel, tryghed og fællesskab.

– Såfremt man går med overvejelser om at give sine børn et alternativ til folkeskolen på et sted, hvor der er plads til alle, og hvor man ikke drukner i mængden, så har vi noget at byde ind med i Astrup, fortæller Michael Bach Nielsen.

Formanden oplyser endvidere, at man på hjemmesiden as-fri.dk kan følge skolens udvikling og finde kontaktoplysninger på bestyrelse og meget andet.

Uanset kondital eller alder er Bøgstedløbet for alle. Det er et løb, der giver en fælles naturoplevelse både for familier med børn og for entusiastiske løbere eller cykelryttere, der ønsker at få en glad oplevelse i noget af den skønneste natur, Nordjylland har at byde på.

I år er der samaritter til stede således, at alle kan føle sig trygge, når de begiver sig ud i skoven, hvor ruterne i kuperet terræn giver ny energi til både krop og sjæl. Information om løbet og tilmelding kan ske på sportstiming.dk. Såfremt man ønsker at benytte sig af Skolekredsens tilbud om forplejning på dagen, kan der bestilles pastasalat til kun 40 kr. pr. portion på e-mail: as.skolekreds@gmail.com.

Skolekredsen opfordrer alle til at komme og deltage i en hyggelig dag, også selvom man ikke deltager i selve løbet.

– Vi håber også, at folk bare vil kigge forbi og få en snak og en grillpølse, selvom man ikke har mod på at få pulsen op. Og alt overskud fra vores café går naturligvis til skolen, så man samtidig støtter en god sag, opfordrer Michael Bach Nielsen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments