Frikirker livestreamer gudstjenester også i Hirtshals og Hjørring

Ingen behøver at gå glip af en gudstjeneste de næste par søndage, mens landet er lukket ned som følge af coronakrisen, forlyder det fra flere frikirker.

211
Foto: CenterKirken i Hirtshals.

En række af landets frikirker livestreamer deres gudstjenester for at være tilgængelig for alle, som ønsker det.

En af dem er Kirken i Kulturcenteret i København, som normalt samler 500 mennesker til gudstjeneste på en søndag, men som på søndag forventer, at det kun er de ansatte og frivillige, som får gudstjenesten til at løbe rundt, der møder op.

”Derfor sender vi vores gudstjeneste live via kirkens facebookside, så alle der vil, kan følge med hjemmefra,” siger Marianne Riis, som er en af kirkens præster. ”Vi vil gerne være et sted, hvor den kristne tro bliver håndgribelig i en tid, hvor vi ikke må gribe hinanden i hånden.”

Livestreaming af gudstjenester er dog kun et tiltag ud af flere, som den københavnske kirke har sat i gang som følge af coronavirussen. Kirken er også begyndt at livestreame en morgenandagt hver morgen klokken 8.00, og så har den købt et telefonnummer, der kan håndtere, at flere ringer på én gang.

”Dermed sikrer vi os, at folk let kan få fat i kirkens præster, hvis de har spørgsmål, brug for hjælp eller gerne vil have en bøn. Vi har spurgt os selv, hvordan vi som kirke, kan være en hjælp og støtte for mennesker i denne tid, og vi ser det som vores opgave at skabe mulighed for et fællesskab, hvor vi taler om tro og håb i stedet for frygt,” forklarer Marianne Riis.

Ved CenterKirken i Hirtshals sendes gudstjenesten live via facebook klokken 10.30 med tale af Annie Mathew.

Ud over kirken i Kulturcenteret livestreamer blandt andre disse kirker også deres gudstjenester den kommende tid:

Aalborg Citykirke, Multihuset i Haderslev, Hillsong Copenhagen, Kirkeibyen Kolding, Åbenkirke – Herning, Åbenkirke KBH, Projekt:Kirke i Hjørring, Aalborg Vineyard, ImpactChurch i Roskilde, Bethelkirken i Aalborg, CenterKirken i Hirtshals, Bethaniakirken i Aalborg, Den Evangeliske Frikirke, KirkeCenter Livets Kilde i Esbjerg, Vestermarkskirken i Grindsted og Herning Frikirke (listen opdateres løbende).

Derudover optager København Vineyard en prædiken i dag (fredag), som lægges ud på søndag sammen med nogle lovsange.

Kilde: Frikirkenet.dk.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments