
Folketinget færdigbehandler her i maj den omstridte lov 111, der giver mulighed for at etablere nye havbrug og udvide eksisterende havbrug i danske farvande.
Det har store konsekvenser ikke kun for Djursland og Samsø, men alle andre steder i Danmark, hvor havbrug kan komme på tale, mener de hos SF. Partiets holdning er derfor klar: Fiskeopdræt skal foregå på land, hvor vandet kan behandles eller recirkuleres, så det ikke belaster havmiljøet.
– Der er ingen fremtid i at ødelægge vores havmiljø. Heller ikke selvom regeringen synes, at vi bare belaster havmiljøet en lille bitte ”tålelig” smule, hvis vi lemper reglerne. Derimod er der ifølge SF en fremtid i at udvikle teknologien for landbaserede dambrug, siger byrådsmedlem Jørgen bing fra SF i Hjørring.
Jørgen Bing mener, at fremtidens fiskeproduktion skal udvikles på land i Danmark.
– Vi har netop i kommunen givet ekstra lang snor til en lovende virksomhed som Danish Salmon, fordi de er på sporet af en langt mere skånsom og bæredygtig opdrætsform. Derfor giver det ingen mening, at man nu åbner op for mere gammeldags og stærkt forurenende havbrug. Det er et klart miljømæssigt tilbageskridt, som også kan få uheldige konsekvenser for de nye spirende landbaserede dambrug, lyder det videre fra Jørgen Bing.
Overalt i verden er der, fortsat ifølge SF, problemer med havbaserede anlæg og ingen steder har de fundet en løsning.
– Vi kan ikke løse problemerne med fiskeopdræt i havbrug. Tungmetaller, afføring, fosfor, kvælstof, medicinrester kan ikke kontrolleres i åbne bure, hvor havvandet flyder igennem. Metoden har nået sit højeste udviklingstrin, og det er en katastrofe. At lade muslinger æde sig gennem fiskelort, løser ikke problemerne med lakselus, medicinrester, resistente bakterier, og kobber. Til gengæld vil de kompenserende marine virkemidler, altså muslingefarmene, isoleret set medføre beslaglæggelse af havområder, mulig forringelse af landskabelige værdier, øget udledning og bundfældning af organisk stof og lokal påvirkning af bunddyrsamfund, uddyber Jørgen Bing.
– Problemerne breder sig i bogstavelig forstand som ringe i vandet. Havbrug er en ulmende miljøkatastrofe for vores havmiljø og vores kystmiljø, og det får langsigtede konsekvenser for vores badevand, vores turismeerhverv, vores fiskebestande og vores fugleliv, slutter Jørgen Bing.
Derfor siger SF nej til havbrug og ja til landbaserede dambrug. Løsningen for fremtidens fiskeopdræt ligger altså ifølge SF i at hive produktionen på land og satse på en bæredygtig fremtidig teknologi inden for fiskeopdræt.
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.
Foto: Arkiv.