Det blev til et nederlag for Frem på 2-0 på to scoringer af Rasmus Kyed Nielsen i første halvleg i en kamp, som Dronninglund styrede det meste af tiden, og hvor hjemmeholdet manglede skarpheden på de sporadiske chancer, det på en solid fighterindsats trods alt fik spillet sig frem til.
– Selv holdleder Dan Mølholt Pedersen måtte trække i støvlerne for at give en hånd med på banen, hvilket endda var tæt på at kaste en debutscoring af sig. I stedet måtte han hoste op med den obligatoriske kasse øl efter kampen, fortæller Michael Jensen.
– Nederlaget betyder, at Frem rykker en enkelt plads ned i tabellen og slutter på en fjerdeplads. Forventningerne før sæsonen var til mere, især efter en flot start, men en downperiode midtvejs i sæsonen kombineret med et par uafgjorte mod slutningen gjorde, at man måtte se Østervrå stikke afsted med et fortjent avancement, fastslår Michael Jensen.
Efter sommerferien venter nye spændende opgør i Serie 2, ikke mindst lokalt, da Skibsby-Højene IF efter et imponerende fodboldforår og en flot oprykning vender tilbage og gør de evige rivaler fra HI og Frem selskab.