Aino Jensen slog denne fredag dørene op til Lunds Dyrehandel, som ligger bag Hjørring Jagt og Fritid på Frederikshavnsvej.
Aino har en fortid som butikschef hos Dyr og Grej, der lukkede med udgangen af november i Hjørring. Nu har hun startet sin egen butik i et mindre lokale på Frederikshavnsvej 76d i Hjørring.
Mens konkurrenterne fra Maxi Zoo og PET World har specialiseret sig mest på grej til dyrene, kan man hos Lunds Dyrehandel købe dyr. Ligeledes kan man få sagkyndig vejledning af Aino, som løbende uddanner sig i håndtering, opdræt og pleje af forskellige dyr.
Butikken bugner bogstavelig talt af de mange akvarier langs endevæggen, og alt afhængig af pengepungen kan man vælge mellem ca. 150 forskellige ferskvandsfiskearter. Dertil kommer der for tiden 26 forskellige arter til saltvandsakvarier.
Med så mange fisk bliver det næsten overflødigt at nævne, at man hos Lunds Dyrehandel kan finde stort set alt til akvarier, fra planter og baggrunde til levende sten og andre dekorative artikler til udsmykning af akvarier. Aino deler gerne ud af sin viden og kan rådgive om, hvilke fisk der kan gå sammen i et akvarium, og hvilke man skal holde adskilt.
Er du ikke til fisk, så kan Lunds Dyrehandel også byde på et pænt udvalg af forskellige gnavere. Det kan bestemt også godt være svært at stå for en lille nuttet fyr af en hamster.
Aino har denne fredag fået mange familiemedlemmer til at hoppe i en firma t-shirt, men det var altså kun i dagens anledning. Fremover vil Aino stå for det meste selv. Hun får dog hjælp af sin veninde Stine Bilstrup, når hun ikke står bag baren hos Pub Corallen i Bindslev.
Når Bonnies Dyrehandel på Bispensgade lukker med udgangen af året, vil Lunds Dyrhandel være eneste butik i Hjørring, hvor man kan købe levende dyr.
FlaskePosten ønsker held og lykke i fremtiden til Aino med Lunds Dyrhandel!
Hvis du er blevet nysgerrig, kan du følge med her: Lunds Dyrhandel
Foto: Catwizle Production.
1ireland