Frapperende frejdig fyr fra Fresse

Allan Olsen havde i dén grad alderen med sig ved fredag aftens fremragende koncert på Nordsøen Oceanarium.

479

Allerede ved Michael Vajhøjs introduktion fornemmede publikum, at fredag aftens koncert ville blive noget helt særligt, hvilket ikke mindst skulle vise sig at være solistens fortjeneste, men også blev det, fordi den 25 års jubilerende Hirtshals Musikforening for første gang nogensinde kunne præsentere Allan Olsen.

Den frapperende friske og frejdige fyr fra sydbyen i Fresse formåede da også fra første akkord at fange og i sin hule hånd at fastholde det lokale publikum på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Livet skal leves live og ligeså med musikken, der skal opleves live, som Michael Vajhøj indledningsvis påpegede, men liv var der altså som allerede antydet i den grad også ved denne sprudlende livekoncert med Allan Olsen.

Troubadurens gode humør lod sig nemlig ikke imellem numrene kue af den indfødte vendelbos af natur ellers underspillede og altid lune humor, som resulterede i adskillige kærlige kommentarer til såvel publikum som også de musikalske legekammerater Lars Lilholt og Johnny Madsen, men heller ikke mesteren Niels Hausgaard slap udenom et par muntre bemærkninger fra den sprogligt sprudlende og veloplagte Allan Olsen.

Tilfældigt strejfet som allerede den unge mand var af et kæmpe talent som sangskriver, der i årenes løb har resulteret i utallige gedigne tekster, som på den evigt nærværende og elskede guitar er sat flot i musik af solisten, for det er lige præcis den metier, alene med sit instrument, der er hans suverænt stærke side, omend han kan more sig og være nok så underholdende sammen med lige præcis Lars Lilholt og Johnny Madsen i trioen Dalton.

Talentet er igennem årene udfoldet og tømret solidt fast indenfor rammerne af blandt andet det dogme, at han anser det for noget nær en dødssynd at bruge omvendte ordstillinger af hensyn til rytme og rim, hvilket kun støvede salmedigtere og krukkede lyrikere har kunnet finde på at gribe til, som han et sted i sin selvbiografi slår fast. Olsen synger og spiller ellers også på hele registeret fra ironi til diskret turnerede kærlighedserklæringer til stedernes mening og sit biologiske ophav samt et afklaret syn på livets sidste dør, hvilket kræver mandsmod og nosser. Han har nu både alderens tyngde og den fuldt udfoldede musikalitets lethed med sig i alt.

“Jeg har alderen med mig – jeg har den lige her
jeg ser så småt konturen af den aller sidste dør
der svæver i sit intet og bag den lukker lyset sit led
musikken spiller videre
spil videre boys når jeg ta’r afsted.” 

Har man efter sådan en uforglemmelig aften fået lyst til en mere prosaisk side af Allan Olsen, så kan denne skribent på det varmeste anbefale de to erindringsbøger Tilfældigt strejfet og Laksetrappen. Sjældent har jeg læst en mere livsbekræftende selvbiografi, der kun yderligere har gødet jorden før en koncert som den, der blev leveret fredag aften. Hatteløft for fyren fra Fresse!


Nedenfor varmer Allan Olsen op foran det store akvarium med sangen fra filmen Klumpfisken før koncerten i auditoriet på Nordsøen Oceanarium. 

Klumpfisken

Gepostet von Allan Olsen am Freitag, 24. Mai 2019

Kilde: Allan Olsen.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Karl H. Bornhøft
5 år siden

Skøn, skøn læsning – man er på nippet til at tro, at man selv er der. Og ingen bør gå igennem en sommer, uden en Allan Olsen koncert – for så opdager man “at man lever”. Der er mange døgnfluer – Allan Olsen er ikke en af dem.