Søndag den 29. juni rejste Jacob Jensen alene til Ghana, hvor han kom hjem fra søndag den 20. juli. Nedenfor fortæller Jacob om formålet med rejsen og takker alle dem, der så betænksomt gav til andre, der næsten intet har.
– Jeg er kommet hjem med så mange surrealistiske og tankevækkende oplevelser, fortæller den unge mand, som altså i det følgende får ordet for selv at berette om turen til webavisen og læserne.
– I landsbyen, hvor jeg boede, var midlerne meget få, og det lignede Afrika, som man kunne forestille sig. Lerhytterne, hvor de boede, stod spredt totalt uorganiseret over det hele, og børnene kom løbende med stellet til et cykelhjul langs vejen. Men for at vende tilbage til, hvad du egentlig vil høre, så startede det med, at jeg kunne have mange flere kilo i min bagage, end jeg selv kunne fylde op.
– Så jeg henvendte mig både til enkeltpersoner og til mine venner på facebook for at høre, om de havde noget, de kunne undvære, til fordel for børn og voksne i nød. Og opbakningen var enorm, jeg fik langt flere henvendelser, end jeg turde håbe på, og derfor også mere tøj, end jeg kunne tage med, desværre. Hirtshals Boldklub var blandt andet ved at sortere ud i deres gamle tøj, hvilket medførte, at jeg kunne tage en hel masse HB-tøj med. Hvilket jeg gjorde.
– Da jeg ankom i Ghana, blev tøjet, jeg havde medbragt, delt ligeligt op, således at ingen blev snydt. Jeg fik dog selv lov at dele lidt ud, til dem jeg personligt selv syntes, havde fortjent det, både fordi de havde gjort noget godt for mig, men mest af alt for det samfund, de levede i.
– Glæden var enorm og inspirerende, da de fik en ny trøje, hvilket kun kunne sprede smil hos mig, men forhåbentlig også hos medlemmerne af Hirtshals Boldklub, som i bund og grund er dem, der betaler kontingentet og dermed også det tøj, som jeg fik lov at dele ud. Så jeg vil gerne sige tak til både Hirtshals Boldklub og Hørby Efterskole, som var de institutioner, der kunne se ideen i at sprede glæde blandt dem, der ikke har så meget andet end et inspirerende sind.
– Derudover vil jeg meget gerne sige tak til alle dem, som har henvendt sig til mig, for at ville forære til andre. Næstekærligheden svigtede i hvert fald ikke hos alle dem, jeg har henvendt mig til, hvilket har været så fedt at være en del af.
Det frivillige arbejde, der udføres ikke bare ved Dana Cup og Musik Under Trappen, men bestemt også i forbindelse med bistand til fattige befolkninger, bærer tydeligvis lønnen i sig selv. Måtte flere følge det flotte eksempel.
Flot, er lidt stolt!!!
Det har du god grund til! 🙂 (Y)
det skal du bestemt og være Karl … sej gut
Jacob Jensen har været så venlig at fremsende nogle ekstra billeder, hvor man bedre ser trøjerne fra Hirtshals Boldklub. Artiklen på er selvfølgelig derfor straks blevet opdateret med et par af disse fotos. 🙂 (Y)