
Det er havnebyer i den nordlige del af deres respektive lande, men ellers har Hartlepool og Hirtshals ikke meget med hinanden at gøre. Jo, Joe Cope.
Den 17-årige knægt fra Hartlepool bor nu i Hirtshals for at forfølge sin drøm om at blive så god en bordtennisspiller, at han kan repræsentere sit land som spiller på det engelske bordtennislandshold.
Forrige weekend havde Joe Cope debut for B75 i den bedste danske bordtennisrække. To sejre i to kampe blev det til, og når man taler med den unge englænder, kan man tydelig mærke, at han allerede brænder for holdet og klubben.
– Opbakningen til holdet var fuldtændig fantastisk. Jeg var nervøs til den første kamp mod Viby fredag, men efter nogle bolde fandt jeg roen og spillede en ok kamp. Lørdag mod Silkeborg gik det godt, og jeg slog en god spiller i fem sæt, fortæller Joe Cope, der ikke tøver med at rose sine holdkammerater.
– Det er nogle stærke spillere, jeg er på hold med, og så er det samtidig nogle behagelige fyre. Vi bor i det samme hus, har det sjovt sammen og er hurtigt blevet som et team af brødre. Det er fantastisk at have dem som daglige sparringspartnere i Hirtshals. Jeg er meget stolt over at være en del af det her hold, tilføjer den ambitiøse englænder, inden han slår fast, at målet for sæsonen er, at holdet skal i semifinalen om det danske mesterskab.
Det er gået stærkt med bordtennissporten i 17-årige Joe Copes liv. Han startede med sporten for 7-8 år siden. Da han var 12 skiftede han til en større klub for at tage sporten mere seriøst, hvilket har betydet, at han i flere år har været med omkring det engelske ungdomslandshold. Sidste sæson spillede han i den engelske liga mod to spillere fra Hirtshals, og vandt kampene. Alligevel beskriver Joe det som et chok, at B75 kunne bruge ham og ville give ham muligheden for at udvikle sig i et bordtennismiljø man kun få steder i verden finder lige så godt.
Joe Copes personlige mål for sæsonen er, at han gerne vil kvalificere sig til EM for juniorer og vinde det engelske mesterskab i U18-rækken. Men her og nu handler det om at forbedre sig i den daglige træning og vigtige kampe for B75.
Sæsonen startede perfekt for B 75 med sikre 5-0 sejre over Viby og Silkeborg i første runde. Den kommende weekend går turen til Sjælland, hvor der venter store udfordringer for det unge B75-hold. Lørdag spiller holdet en kam mod Herlev, der kan vise sig afgørende for, om ambitionen om semifinaler er realistisk.
Søndag venter en uhyre svær kamp mod Næstved, der i foråret pressede Roskildes Danske mestre ud i tre tætte finaler, inden de måtte tage til takke med sølvmedaljerne. For de unge ambitiøse B75-spillere bliver det helt sikkert lærerigt at måle sig mod nogle af de mere etablerede stjerner på Næstved-holdet.
Næste gang nordjyderne kan opleve Joe Cope og holdkammeraterne spille kamp i Hirtshals er fredag 25. oktober, hvor de danske mestrer fra Roskilde kommer på besøg.