Anne Rasmussen arbejder til dagligt som travl sygeplejerske, men når hun har fri, så slapper hun af med bl.a. lystfiskeri og botanik. Hun manglede at se den sjældne orkidé hjertebladet fliglæbe, og via internettet blev hun opmærksom på, at den kunne findes i Uggerby Klitplantage.
Via Facebook kom en kontakt i stand med FlaskePosten’s skribent og fotograf Kurt Prentow, som vidste, hvor de sjældne blomster kunne findes. – Jeg kommer lige op til jer, sagde Anne, og da Kurt spurgte nærmere ind til det, sagde hun: – Jeg tager mit fly til Sindal Lufthavn. Som sagt så gjort, for Anne har nemlig et ultralight fly, som flyver på bilbenzin. Det bruger hun, når hun skal rundt i landet i forbindelse med sine fritidsinteresser – og i øvrigt også til ture til Sverige og Tyskland.
Kurt mødte op i Sindal Lufthavn, og så gik turen ud til de spændende blomster. Heldigvis blev de fundet, og så var Anne glad. Efter endt botanik-tur satte hun sig ind i sit lille fly og fløj hjem til Fyn – den lige luftlinje uden om vejarbejder og ferietrafik – og var hjemme til aften.
Fotos: Kurt Prentow