KLUBÅND: Fra frustrationer til fornyet succes hos B75

Før læsningen af denne artikel bedes man kigge rigtig godt på de to billeder af Martin Lund Nielsen fra B75. Allerede her er personen bag navnet nemlig på en måde portrætteret både som spiller og menneske. En ung og målrettet mand alene på det ene foto, men med nogen bag sig på det andet.

Dermed er hele denne historie imidlertid slet ikke blevet udfoldet, fordi de to billeder sammenholdt også signalerer et eller andet vanskeligt definerbart om den sociale sammenhæng, som den unge bordtennisspiller er en meget vigtig del af og åbenlyst glad for, men lad os nu bare give ordet til ham selv:

– Jeg startede med at spille bordtennis, da jeg var 11 år, og det var i Aalborg i den eneste klub faktisk. Mine forældre blev skilt, da jeg var 3, så jeg er vokset op ved min mor inde i byen, mens min far boede på landet. Jeg besøgte min far hver anden weekend, men da turneringerne tog ordentlig til, så var det lidt svært at få det til at hænge sammen.

– Jeg besluttede mig faktisk for at skifte til B75 midt under en turnering i Nørreå, hvor jeg var så frustreret over, at dem jeg engang slog fra B75, lige pludselig var blevet bedre end mig, og så snakkede jeg med Lars Rokkjær til stævnet, og jeg kunne tydeligt mærke, at det var et skifte, der var nødvendigt for, at jeg skulle blive ved med at udvikle mig. Det er cirka tre år siden.

– Stemningen i B75 er noget helt unikt. Jeg havde aldrig drømt om, at man skulle få sådanne venskaber ved at gå til en sport, og det er jo ikke bare venskaber mere, men nu er de mennesker, jeg ser hver dag, jo blevet en del af mit liv. Jeg bor også sammen med tre spillere fra klubben.

Martin fortæller videre, at han er hovedtræner i ungdomsafdelingen i Hirtshals og 1. Divisionsspiller, men han har også spillet kampe i 2. Division og har nydt det ligeså meget som 1. holdet.

Når talen falder på det forestående farvel til Ulvkær Arena, ser den unge spiller frem til at få helt nye muligheder. Han tænker mest på pladsen, der bliver så meget af i den nye hal og det forrygende gulv.

– Vi får muligheder for at holde store træningssamlinger, hvor vi forhåbentlig kan få en masse af de bedste spillere i Danmark til at komme og træne med. Det bliver helt fantastisk!

Da vi spørger ind til, om B75 med de nye rammer kan blive for stor, afviser han tanken, så længe de mennesker, der kommer til klubben, har lyst til at være en del af fællesskabet og kulturen, som han udtrykker det.

– Mine mål som spiller er blive en rigtig god bordtennisspiller og komme til at leve af at spille.
Mine trænerambitioner er at få børnene til at elske sporten ligeså meget, som jeg gør, og give dem alt det, som jeg har lært.

– Mit håb for klubben er, at vi kan lave B75 til Danmarks største, og jeg håber, at vi kan vedligeholde det sammenhold, vi har i klubben, for det finder man ikke mange andre steder.

Når vi spørger ind til det største øjeblik i karrieren, er Martin tilsyneladende ikke et øjeblik i tvivl, da han nævner kampen mod Brønderslev i januar, hvor B75 spillede for 220 tilskuere i Hirtshals Idrætscenter.

– Specielt, da jeg vandt min første kamp efter at have været nede 0-2 i sæt, og så selvfølgelig at afgøre holdkampen ved at vinde doublen med Daniel.

Det virker til gengæld lidt vanskeligere for spilleren at sige, hvad det bedste er, der er sket for klubben i hans tid som medlem, men alle de mennesker, der arbejder frivilligt, betyder rigtig meget, understreger han alligevel.

– Jeg vil gerne tilføje, at jeg elsker den her klub, og jeg håber, jeg bidrager med ligeså meget, som jeg har fået fra den, afslutter Martin Lund Nielsen interviewet med FlaskePosten.

Efter at have genlæst ordene her flere gange, forekommer det skribenten, at der allerede nu tegner sig en skitse til portrættet af den lokale bordtennisklubs sjæl eller klubånd.

Denne klubånd går tydeligvis hånd i hånd med en vilje til at vinde, der ellers mange andre steder har det med at kvæle fællesskaber. Lad os nu se, om den tanke holder.