Det var en ganske almindelig onsdag aften, da jeg gik om bord på Fjord Lines M/S Stavangerfjord i Hirtshals.
Jeg havde booket et julecruise med destination Bergen. Smukt lyste Hirtshals by og havnen, da jeg gik op på dækket. Fjord Lines færge lagde kun lige til kaj, mens der blev gjort klar til afgang til Bergen. De sidste lastbiler kørte om bord, og så var det tid til at sige farvel og på gensyn til Hirtshals.
Fra dækket havde jeg en smuk udsigt, da skibet sejlede ud fra Hirtshals Havn. Masser af lys på havnen, juletræet i byen og ikke mindst Hirtshals Fyr, som med sin lyskegle skar sig igennem aftenmørket.
Efter et kort besøg i kahytten gik jeg ned for at se, hvilke muligheder der bød sig til, at jeg kunne få stillet min sult. Jeg endte på Pier42, som er skibets sportsbar, hvor man kan vælge mellem en håndfuld små retter. Jeg valgte en burger. Ventetiden blev brugt til at smage på en norsk juleøl, mens der på barens utallige skærme kørte forskellige sportsudsendelser.
På stedets største skærm kunne jeg således følge med i håndboldkampen mellem Norge og Rumænien. Burgeren var udmærket, og jeg fik stillet min sult. På det efterfølgende besøg i taxfree shoppen blev der købt et par poser Skipper Lakrisbåter, så jeg havde noget at tygge på til natten.
Jeg udforskede M/S Stavangerfjord bevæbnet med mit kamera, og der blev taget en del billeder både indvendig og udvendig. Når jeg efterfølgende kigger på billedet af den forreste trappeopgang, har jeg ikke fornemmelsen af, at jeg er på en færge, men mere en luksusliner, som sejler på verdenshavene.
Jeg nød roen og nattens mørke, da vi sejlede på tværs af Skagerrak. I det fjerne kunne jeg se søsterskibet M/S Bergensfjord, som var på vej til Hirtshals. Norges kyst kom i sigte, hvor der var mange rødt blinkende lys, som advarer søfolk. Natten var dog kort, og næste morgen lagde færgen til kaj i Stavanger, hvor det efter et hurtigt kig på dækket blev til et krus friskbrygget Starbuks Coffee, som kan købes om bord. Solen begyndte at stå op over fjeldet, da vi sejlede under broen nær Haugesund og videre op ad den norske vestkyst.
Ved indsejlingen til Hardangerfjorden kunne jeg se sne oppe på fjeldet. Solen på de sneklædte bjerge skabte et hav af fantastiske motiver i den storslagne natur. Forbi øerne Stord og Huftarøy nærmede skibet sig langsomt Bergen. Punktligt lagde vi til kaj tæt ved Hurtigrutens terminal. Fra dækket kunne jeg se travlheden i havnen, men også den moderne arkitektur, som ligger næsten helt ned til fjorden.
Oppe på fjledene, som omgiver Bergen, lå sne og skabte en flot kontrast til de mange farverige træhuse, som byen er kendt for. Efter en times ophold forlod vi rejsens nordligste punkt og begyndte turen sydover igen.
Desværre begynde vejret at drille lidt, så at jeg ikke kom så meget ud for at tage billeder, som jeg havde håbet på. Regn og blæst er ikke en god kombination for udendørs fotografering.
Til aften havde jeg besluttet mig for at aflægge Brasserie Grieg et besøg. Deres julemenu havde fanget min opmærksomhed, og lad det være sagt med det samme, at jeg blev ikke skuffet. Den venlige tjener serverede forretten, som bestod af koldrøget laks med dildcreme, syltede kålrabi og fladbrød. Til hovedret fik jeg serveret stegt andebryst med karamelliserede mandler på rustik kartoffelmos og en lækker kraftig sauce. Den obligatoriske ris á la mande til dessert blev den aften erstattet med riscreme med amarena kirsebær og mandelsplitter. Som den venlige tjener sagde: ”Mere fløde, mindre ris.”
Efter denne kulinariske oplevelse blev det tid til lidt hygge i Fjord Lounge, hvor Glimmerband fra Norge underholdt. Jeg nød en øl i form af et ”Sort Får”, nok den jeg synes, passer til mig. Skibet havde for længst forladt Stavanger, og det sidste stykke af rejsen tilbage til Danmark var begyndt.
Efter en sidste tur på dækket besluttede jeg mig for at lægge mig i min køje for at få lidt søvn. Klokken 6.30 blev jeg vækket af en venlig stemme i højtaleren, som fortalte, hvad klokken var, og at man, hvis man havde lyst, kunne indtage en stor morgenbuffet hos Commander Buffet, før vi lagde til kaj i Hirtshals.
Jeg ville hellere på dæk og se, om det ikke kunne blive til et par gode billeder af Hirtshals set fra søsiden. Det lykkedes og efter 36 timer til søs gik jeg atter i land lidt over klokken 8 en ganske almindelig fredag.
Med i bagagen havde jeg over 600 billeder, tre poser Skipper Lakrisbåter og en masse indtryk, som jeg her har prøvet at formidle videre.
Jeg kan kun anbefale sådan et cruise. Formentlig er det den nemmeste vej til at se lidt af den storslåede natur i Norge.
Klik på et foto i galleriet for at se dem alle i større format
Foto: Jens Kranen Photography.