Foto, Fyrklit, Facebook og nu FlaskePosten

På den lokale netavis er vi afhængige af og dybt taknemmelige for tips og historier fra borgerne, men en af de fire nu tættere tilknyttede freelancere er Torben Elling.

39

Torben Elling er født i 1953. Midt i halvtredserne byggede hans forældre et ganske moderne hus i Frederikshavn.

Det var et hus med fuld kælder og funktioner, som gradvist forsvandt på grund af udviklingen. Kul og koks blev erstattet af olie, og der blev plads til et værelse til den ældste af tre børn.

Viktualierummet blev overhalet af køleskab og fryser og blev til mørkekammer. Her var fotopapir, en lampe med rødt lys og en med rigtigt lys, fremkaldervæske, skyl, og fixering. Torben og andre drenge i gaden var verdensmestre i at lave underlige figurer på fotopapir

De lavede kontakttryk, filmfremkaldelser og forstørrelser. Da farver blev moderne, slap de gaspedalen. Hans første og hidtil eneste spejlreflekskamera var af mærket PETRI uden ret megen automatik, så der blev modtaget megen røg fra familien.

– Jeg vimsede rundt og øvede mig i indstilling af lys og blænde, uden film, forstås. Jeg havde ikke råd til film, så det var næsten kun, når der familiært var sponsor på, at der kom film i kameraet. Lidt feriedias blev det også til, men befordrende for en fotografkarriere var det ikke, fortæller Torben til FlaskePosten.


Torben er ikke meget for selv at komme i fokus, men et par selfies er det da blevet til.

Siden konfirmatiomen har han altid været den lykkelige ejer af en skrivemaskine, og da den slags blev til museumsgenstande, gik tiden med at strukturere og holde styr på verden med PC og tablet samt smartphone.

– Det kræver nok en psykologisk udredning for at finde min diagnose. Einstein skulle have udtalt, at det kun er idioter, der kræver orden. Genier kan sagtens finde rundt i kaos. Jeg kan godt lide at have styr på ting, men jeg sætter absolut pris på at få udfordret mine grænser, altså til en vis grænse, lyder det med et lunt smil fra Torben.


Det kan godt være, han er amatør i ordets bedste betydning, men han kan altså noget med et kamera.

Tættest på at blive det, han gerne ville være, hvilket vil sige journalist med kamera, var en tjans som redaktør af klubbladet for SGF i Svenstrup syd for Aalborg. Senere blev han redaktør for UDVEJ, et tidskrift for Kuratorernes Landsforening. Kurator er i denne forbindelse en uddannelsesvejleder for unge med særlige behov.

– Jeg er læreruddannet og virkede i 20 år som sådan, men det er i kraft af det efterfølgende virke, at jeg nu kan kalde mig Kurator Emeritus, uddyber Torben Elling.

– Fotointeressen meldte sig igen for et par år siden, og i maj 2016 blev min kone og jeg medejere af Fyrklit. Det kan man godt blive afhængig af, og lejligheden i Aalborg bruges nu kun på halv tid.


Fyret og naturen er ofte i fokus, når kameraet er med på en af de mange vandreture med udgangspunkt fra lejligheden på Fyrklit.

– Min trang til struktur og en vis orden i billeder og tekst er nok på Facebook blevet noteret hos jer på FlaskePosten, så noget af det, der falder i min turban, bliver nu formidlet videre den vej.

– Jeg er en glad amatør med streg under begge dele. Jeg håber stadig på at få et godt billede i kassen, og i mellemtiden hygger jeg mig med at opsøge den gode historie, som også gerne må have en kant. En kant til diskussion om nødvendigt.

Det er kort fortalt tid, lyst og lejlighed, der driver værket for Torben Elling. Tiden vil vise, hvad det bringer med sig, men han har lyst til at lære og opleve mere.

Det får vi og læserne nu lejlighedsvis glæde af her på FlaskePosten.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments