
Mandag cyklede to voksne med en flok elever fra 4. X på Horne Skole til Husmoderstranden. Her mødtes de med Anders Østerby fra Skoletjenesten ved Nordsøen Oceanarium.
Efter ankomsten samlede eleverne affald på 100 meter strand. Her snakkede Anders Østerby dernæst om, hvor langt væk affaldet rent faktisk kunne komme fra. Derefter cyklede alle over til jollehavnen, hvor de kiggede på affald fundet ude på havet.
Anders fortalte her eleverne, at danske fiskere nu om dage ikke smider affald overbord, men derimod i de opstillede containere. Børnene så også en lille koloni af ynglende rider, som ironisk nok havde brugt netop affald til at bygge reder på gavlen hos Partrederiet HG 333 Isafold.
Dernæst cyklede alle videre til Nordsøen Oceanarium. Klassen blev her delt i to hold. Det ene så blandt andet efter plastik i sand i mikroskoperne, mens det andet løste opgaver om affald.
Link til tidligere artikel om emnet: Plastik nedbrydes kun langsomt i Nordsøen