Lørdag er det to hold, der traditionelt giver hinanden kamp til stregen. I seneste sæsons slutspil skulle man ind i overtiden, inden det lykkedes Fortuna at score og vinde i Kolding.
Lørdag udgør de to hold kvindeligaens nr. 5 og 6 – en position, der er lettere uvant for ikke mindst Fortuna. Samtidig mødes holdene med vidt forskellig baggrund fra seneste kampe. Fortuna inkasserede et snævert nederlag – 2-1 i Brøndby – mens Kolding møder op i Hjørring med moralsk rygstød fra en sejr på 2-1 over FC Nordsjælland.
Der er således lagt op til et jævnbyrdigt og spændende opgør.
– Vi synes egentlig, at vi fik vist mange gode takter i kampen mod Brøndby, og det er vi bevidste om. Vi gav dog også Brøndby muligheden for at vinde kampen, og der er detaljer i vores spil, som vi skal arbejde videre med, siger cheftræner Niclas Hougaard.
– Udtrykket, arbejdsindsatsen og vores fælles forståelse i de forskellige situationer i spillet, synes jeg dog har været i en meget positiv fremgang i de seneste 3 kampe. Derfor er det vigtigt, at vi ikke lader os påvirke for meget, men holder snuden i sporet.
– Vi var i høj grad med til at skabe en rigtig god kamp i Brøndby, hvor skarpheden i de afgørende situationer var udslagsgivende. Nu er vores fokus rettet på at vinde hjemmekampen mod Kolding, og vi har samlet alle kræfterne i løbet af ugen, så vi både fysisk og taktisk kan levere en toppræstation lørdag.
– For at levere den toppræstation, skal vi være godt organiseret, mod et fysisk stærkt Kolding-hold, men vi skal også finde en god balance mellem tålmodighed og fremadrettethed med bolden, så vi hele tiden truer Kolding, og får iscenesat mange af de styrker, jeg synes vi allerede har vist.
– Holdet har arbejdet utroligt fokuseret de seneste uger, og det skal vi fortsætte med, slutter træneren hos Fortuna.
Fortuna forventer, at der, når det går løs lørdag kl. 16:15, er rigtig mange tilhængere på Nord Energi Arena. Derfor vil opfordre tilskuerne til – af hensyn til Covid19 at reservere plads!
Det skal ske PÅ DETTE LINK!
Ved lørdagens kamp er Fortunas bestyrelse også til stede, da man stadig er i gang med den kampagne, der skal skaffe flere frivillige hjælpere til klubben, noget der er blevet meget nødvendigt, efter at Covid19 tvang klubben til en økonomisk opbremsning og stramning, hvilket ulykkeligvis medførte, at man måtte sige farvel til en del medarbejdere.