Sidste uges 2-1 nederlag skulle i aftes blæses væk, da Fortuna Hjørring mødte de italienske mestre fra Firenze hjemme på Nord Energi Arena.
Foran 1.024 gæster skulle Fortuna blot vinde 1-0 for at sikre videre avancement i dette års UEFA Champions League. Fortuna spillede da også en flot kamp og blæste til angreb på det italienske mål.
Hjemmeholdet kontrollerede spillet stort set hele kampen. Firenze var mest farlig ved kontra og standard situationer. Midt i første halvleg havde Fortunas Agnete Nielsen et skud på stolpen, men tættere kom hjemmeholdet ikke på et mål.
Sidst i anden halvleg testede italienerne en enkelt gang Maria Christensen i Fortunas mål, men hun parrerede flot dette nærgående forsøg. Kampen endte 0-0, som betyder exit for Fortunas kvinder i Champions League.
Skuffelsen var ikke til at tage fejl af hos spillerne. Fortunas cheftræner Brian Sørensen var tilfreds med indsatsen, men ærgrede sig over, at holdet ikke formåede at prikke bolden over mållinjen.
Den tyske topdommer Bibiana Steinhaus havde styr på løjerne på den våde bane, selv om publikum gerne ville have set, at hun i en situation havde fløjtet for straffespark.
Ansigterne hos Fortunas kvinder var efter slutfløjtet lige så trist og vådt som vejret. Firenze kom, så og sejrede i sidste ende blot med uafgjort.
Foto: Catwizle Production.