
Lørdag sendte Brøndby Kolding Q hjem fra København med et nederlag på 7 – 1 og i Århus understregede Fortuna – ganske vist mere beskedent med en sejr på 2-1 over Skovbakken – at det er det ene af ligaens to tophold, noterer Torben Vandsted på hjemmesiden hos Fortuna.
Traditionen tro var banen så ujævn, at det mere blev til en hoppende bolddans end til flydende fodbold. Det århusianske stadion lider konstant under manglende pasning, hvilket en stor kommune som Århus ikke kan være bekendt at byde seriøse fodboldspillere på.
Da kampen nåede frem til pausen var stillingen stadig 0-0. Allerede efter 11 minutters spil blev Skovbakken tvunget til udskiftning, da midtbanespillere Sif Rykjær trådte over på foden, og måtte bæres fra banen. Hun blev erstattet af Sille Struck, fortæller videre Torben Vandsted.
I 2. Halvleg satte Fortuna tempoet op fra start, og kun to minutter ind i halvlegen resulterede det i scoring til 0-1. Fortunas anfører Florentina Olar opfangede en svag aflevering og satte kursen mod Skovbakkens må.
Hendes scoring var en opmuntring, og der gik mindre end to minutter inden, der igen blev scoret. Brasilianske Tamires Gomes blev spillet fri af Florentina Olar, og sendte sikkert bolden i mål til 0-2.
Nu forventede man flere scoringer og drømte om en større sejr til hjørringenserne. Men de grønne gik i stå. Det blev til alt for meget nørkleri, masser af spil tilbage på banen og ikke nogen fremdrift.
På trods af lørdagens lave temperaturer virkede kampen efterhånden som en ørkenvandring. Der var dog ikke fare for, at Skovbakken ville hente Fortuna, men det blev alligevel til et trøstemål et par minutter inde i overtiden. Sofie Obel scorede på hovedstød.
Resultatet 1-2 er Fortuna så nødt til at stille sig tilfreds med, og så kan man glæde sig over de tre points og en placering på ligaens andenplads. Brøndby topper med 22 points, mens Fortuna har 20.
Herefter er der stor afstand – 10 points – ned til ligaens nummer tre, Skovbakken.
Den stilling betyder, at mesterskabet afgøres mellem Brøndby og Fortuna, Samtidig er det afgjort, at det – i lighed med de seneste år – bliver disse to tophold, der kommer til at repræsentere dansk kvindefodbold i UEFA Womens Champions League, der spilles fra efteråret og ind i 2018.
De to tophold tørner sammen i den kommende weekend, hvor Brøndby søndag den 7. maj kl. 13:30 møder Fortuna på Bredbånd Nord Arena i Hjørring.
Udskiftninger
11. Minut Skovbakken ud SIF Rykjær (skadet) ind Sille Struck
62. Minut Fortuna ud Frederikke Thøgersen ind Caroline Møller
65. Minut Fortuna ud Dominica Conc ind Karoline Rask
71. min. Skovbakken ud Kathrine Spanner ind Matilde Lundorf
82. min. Fortuna ud Signe Bruun ind Sarah Dyrehauge
83. min. Skovbakken ud Rikke Bøttcher ind Ditte Høgsted Dideriksen
Kampens dommer Aydin Usluk
Linjevogtere: Peter Gorell og Jesper Nielsen
Kilde: Fortuna Hjørring.