Fortuna Hjørring skal rejse sig

Fiorentina er et godt hold, der i det første opgør i Italien ikke mindst viste sig farlig på kontra.

44
Fortuna Hjørring tabte 0-2 i Italien. Foto. Fortuna Hjørring

Der er udsigt til tørvejr, når damefodboldklubben Fortuna Hjørring onsdag klokken 19 på Nord Energi Arena i Hjørring møder italienske Fiorentina i returkampen i damernes Champions Leaque.

-Vejrudsigten lover ingen regn fra klokken 12.00, så der er ingen undskyldning for ikke at komme på stadion. Skulle I dog blive forhindret, kan kampen ses via linket på vores hjemmeside: www.fortunahjorring.dk, oplyser klubben.

Med et nederlag på 2-0 den 12. september på udebane til Fiorentina fik vendelboerne en vanskelig start på den europæiske turnering.

Begge hold begyndte nervøst og smed mange bolde væk. Ilaria Mauro bragte efter ni minutter hjemmeholdet foran efter en fejl hos gæsterne.

Efter pausen var det tydeligt, at Fortuna jagtede den vigtige udligning og dermed en god chance for at komme tilbage i kampen. Derfor var det også en spand kold vand i ansigtet, da Alice Parisi efter 63 minutter kunne øge føringen efter kaos i danskernes forsvar.

Pludselig var Parisi helt alene med bolden lige foran Hannah Seaberts mål. Den amerikanske målvogter, der stod en glimrende kamp, havde ingen chance for at afværge scoringen fra ganske tæt hold.

Fiorentina er et godt hold, der ikke mindst viste sig farlig på kontra, og hjemmeholdet så ud til at have kampen mere eller mindre under kontrol.

Fortuna Hjørrings nye spiller Sanni Franssi viste mange lovende takter og ser ud til at blive en gevinst for de forsvarende danske mestre.

Foruden indskiftningen af den finske angriber, blev 17-årige Emma Snerle også et frisk pust, da hun blev sendt på banen med små 20 minutter tilbage.

Onsdag aften handler det kun om ét for hjemmeholdet: Mål, og mindst to af slagsen for at få omkamp og gerne tre, så holdet klarer sig videre til tredje runde.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments