Danmarks bedste damefodboldklub Fortuna Hjørring arrangerer bustur til Danmarks landskamp mod Ukraine på Energi Viborg Arena mandag den 9. april med kampstart klokken 18.00.
Der er tale om en VM-kvalifikationskamp, hvor landsholdet – også de fire Fortuna-spillere – kan bruge al tænkelig publikumsopbakning.
Fortuna Hjørring har plads og billetter til 45 deltagere. De afsættes efter først-til-mølle-princippet, så det er med at være hurtig.
Bussen afgår fra Fortunas klubhus på Landlyst præcis klokken 15. Der bliver ikke stop undervejs, så de, der vil med til denne oplevelse, skal altså møde ved klubhuset.
Arrangementet – bustur og adgangsbillet – er gratis for Fortuna Hjørrings medlemmer. Er der ikke-medlemmer, som ønsker at være med, er prisen 100 kroner. Betaling skal ske ved tilmelding, og metoden er MobilePay, til nummer 49700.
Tilmelding til arrangementet skal ske over nettet senest fredag den 6. april klokken 12:00 og Du kan melde dig her!
– Vi ønsker deltagerne en god tur og vort landshold en god kamp, siger Fortuna Hjørrings formand Jette Andersen.
Fortuna Hjørring sætter et alvorligt og stor aftryk på det danske kvindelandshold, der den 9. april stiller op til VM-kvalifikationskamp mod Ukraine på Viborg Stadion.
Ud af truppen på 18 spillere kommer de fire fra Fortuna. Det er Caroline Rask, Frederikke Thøgersen, Karen Holmgaard og Karoline Smidt.
Fortuna Hjørring er den danske klub, der stiller med flest spillere til landsholdet. Brøndby følger lige efter med tre.