Fortuna Hjørring har gratis
billetter til guldkampen

- Vi vil gerne have mange tilskuere, for pigerne fortjener at blive hyldet på søndag.

114

Er du hurtig, kan du gratis komme på Nord Energi Arena i Hjørring og se sæsonens sidste damefodboldkamp mellem Fortuna Hjørring og Brøndby på søndag den 13. juni klokken 15.

Et fyldt stadion med hujende fans er noget sjovere at spille på, når der venter en DM-medalje lige efter kampen – uanset resultatet af søndagens kamp er vendelboerne danske mestre.

Derfor forærer Fortuna Hjørring nu 200 gratis billetter til kampen mod Brøndby på Hjørring Stadion på søndag.

Billetterne skal hentes i Nordjyske Banks afdeling i Hjørring på adressen Østergade 4. Der er “først til mølle”-princip, så det gælder om at være hurtig. Nordjyske Bank er en af klubbens sponsorer.

De gratis billetter skal sikre, at der kommer mange mennesker på stadion. Det er vigtigt for Fortuna Hjørring-spillerne, fordi de ved slutfløjtet officielt får tildelt deres velfortjente DM-guldmedaljer og mesterskabspokal, som Brøndby har haft til låns i et år.

– Vi vil gerne have mange tilskuere, for pigerne fortjener at blive hyldet på søndag. Vi håber, at mange vil komme og se dem springe champagnepropperne og give dem den hyldest, de fortjener, siger Mads Larsen, der er kommerciel leder for Fortuna Hjørring, ifølge TV2 Nord.

Nadia Nadim signerer sin nye bog
For at lokke endnu flere tilskuere til, kommer Fortuna Hjørrings tidligere “guldfugl” fra 2012-2015, Nadia Nadim, og signerer sin nye portrætbog “Nadia Nadim – Min historie”, der udkommer  onsdag 13. juni. Signeringen foregår klokken 14-15 inden kampstart.

– Hun er vores Messi eller Ronaldo og tror, hun vil tiltrække mange fans, siger Mads Larsen.

Ud over landsholdsstjernen, har Fortuna Hjørring også sørget for andre aktiviteter, der kan lokke tilskuerne til.

– Vi har gjort alt for at lave en god fest for både spillerne og for tilskuerne. Vi har masser af aktiviteter for børn, DJ’s, der spiller musik og præmier, man kan vinde, siger Mads Larsen.

Hjørring Stadion har plads til godt 5000 tilskuere, men kommer der 1000-2000 fans på søndag, er det også godkendt, oplyser den kommercielle leder i Danmarks bedste damefodboldklub.

Til en normal Fortuna Hjørring-kamp i 3F-ligaen møder der cirka 200 tilskuere op.

Efter søndagens finalekamp bliver der både en officiel fejring på Hjørring Rådhus, og derefter en privat fest i klubben.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments