Corona-pausen er benyttet til at etablere Fortuna Målaktier, og nu skal aktierne udbydes til salg.
Fortuna har valgt at gå på markedet med to typer målaktier. A-aktierne sælges til pari 1000 kr. mens B-akternes pris reguleres af antal scorede mål – og det er vel at mærke mål, der scores af Fortuna i Gjensidige Kvindeliga i sæsonen 2020-2021.
– Vi håber på god tilslutning til det her projekt, som har flere formål. Det skal giver pigerne opbakning, det skal skabe yderligere interesse for vores klubs elite og bredde, og så skal det selvfølgelig bidrage økonomisk, så vi kan komme ordentligt videre, når der igen åbnes for kampe i ligaen, siger Fortunas formand, Birgit Melgaard Christensen.
– Når Fortuna ønsker at satse på eliten – og det gør vi – skal der en del penge til. Omkostningerne ved selve liga-holdet er til at føle, og når elitearbejdet forplanter sig ned i ungdomsrækkerne bliver de økonomiske krav jo ikke mindre. Fortuna har et helt overordnet ønske, nemlig at klubben skal fremstå som en enhed, hvor alle kan møde op og opleve et godt træningsmiljø, uddyber formanden fra Fortuna.
– Talentudviklingen er også vores store satsning, hvilket bl.a. kan ses af etablering af Dana Cup Academy, hvor op imod en snes unge talenter fra hele landet lever med deres sport! Nu begynder aktietegningen. Vælger man en A-aktie skal der betales 1000 kr. og falder valget på en B-aktie sætter liga-holdets målscoring prisen.
– Der skal betales 25 kr. pr Fortuna-mål i sæsonen 2020-21. Betalingen for A-aktien vil Fortuna være taknemmelig for at modtage hurtigst mulig, men man kan vente til sæsonen er rundet af- B-aktierne kan naturligvis først betales, når målregnskabet gøres op efter sæsonen, slutter Birgit Christensen.
Såvel A- som B-aktionærer bliver inviteret til Fortuna-arrangementet i forbindelse med sæsonens sidste hjemmekamp, og her skal vi gerne fejre medaljer af højeste karat!