Det er måske en overdrivelse at kalde generalforsamlingen for ordinær, da intet vist fortjener den karakteristik under coronakrisen, men ikke desto mindre blev den som sådan indkaldt og med succes afholdt lørdag eftermiddag på Fyrklit.
Der var rigeligt med håndsprit og præcis de tilladte 100 fremmødte til stolene med god afstand imellem, men efterhånden som solen kom over i vest og varmede den store sal godt op, blev der med mellemrum kastet stjålne blikke til de heldige turister, som nedenfor vinduerne bevægede sig svedende ned mod det svale vand på stranden.
Bestyrelsens beretning tegnede under alle omstændigheder et fortsat særdeles positivt billede af situationen og økonomien, som forlængst er blevet rettet op efter nogle år med usikkerhed og stagnerende priser på de ellers særdeles attraktive ejerlejligheder helt ude på kanten med kun få meter til stranden nedenfor Hirtshals Fyr.
Priserne på lejligheder, som der er ikke færre end 164 af på stedet, er i lighed med markedet for sommerhuse inde i en rigtig positiv udvikling med stigende efterspørgsel, hvilket har betydet en fordobling af handlede ejerlejligheder fra en halv snes i 2019 til en snes allerede på nuværende tidspunkt i august 2020.
Den hidtidige bestyrelse sidder da også fortsat med solid opbakning på taburetterne, idet medlemmerne er Anders Sørensen, Anne Thygesen, Morten Nørgaard Morthorst, Mai-Britt Holm Christensen og nyvalgte Jimmy Pantazi Aagaard Olesen.
Bestyrelsen nåede ikke at konstituere sig, men udskød det første møde, idet konstitueringen blandt andet kommer til at betyde en ny formand, fordi Anders Sørensen trækker sig, men fortsætter som bestyrelsesmedlem på Fyrklit.
Suppleanter blev Kim Harboe og Mikael Hansen.