Forsvaret mister ingen stillinger i Hjørring

Det har aldrig været på tale at fjerne stillinger hos Forsvarets Ejendomsstyrelse i Hjørring. I stedet kommer 120 nye stillinger til over hele landet.

389
Mai-Britt Beith er socialdemokratisk byrådsmedlem og udvalgsformand, men i denne sammenhæng først og fremmest også chef i Vedligeholdelsesafdelingen i Ejendomsstyrelsen ved Forsvaret.

Kontrolindsatsen i Forsvaret skal styrkes og i juni kunne blandt andre Jyllands-Posten fortælle, at det skulle ske ved at flytte 120 medarbejdere fra Forsvarets Ejendomsstyrelse i Hjørring ud på kasernerne rundt om i Danmark. Kontrolfunktionen skulle tættere på det, de skulle kontrollere, lød det.

– Det har øget risikoen for svindel, at det var oppe i Hjørring, man skulle kontrollere, om græsset var slået på en eller anden kaserne et helt andet sted i landet for flere måneder siden, sagde forsvarsminister Trine Bramsen dengang til Jyllands-Posten.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Den udmelding skabte på en gang politisk uro og usikkerhed blandt de ansatte i Hjørring. Spørgsmål om hvordan, hvem og hvornår stod ubesvarede – og fra oppositionen kom der reaktioner fyldt med skuffelse. Blandt andet sagde tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V), der er valgt i Hjørring-kredsen, at han ikke synes forsvarsministeren kunne være bekendt at “stjæle” arbejdspladser fra Hjørring Kommune, som hans egen regering havde været med til at flytte derud.

Ingen fyres i Hjørring – 120 kommer til

Fredag var forsvarsministeren så på besøg i Hjørring. Formålet med besøget var, ifølge ministeren, at give et tiltrængt skulderklap til de mange i Hjørring, der får tjenestestederne rundt om i landet til at fungere.

– Det er afgørende at sige til medarbejderne, der passer deres arbejde, at det ser jeg, og det anerkender jeg. Det må svindelsager og enkeltpersoner ikke overskygge, sagde Trine Bramsen (S) inden mødet.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring skal alligevel ikke vinke farvel til 120 medarbejdere efter den svindelsag som rystede styrelsen tidligere på året. I stedet skal der ansættes 120 nye medarbejdere i styrelsen.

Efter mødet talte TV2 Nord igen med Trine Bramsen og her kom det frem, at der ikke skal flyttes 120 stillinger fra Hjørring alligevel. Det har faktisk aldrig været planen.

– Det er rigtigt, at der har en fejlopfattelse af, at der skulle flyttes 120 stillinger, men det har på intet tidspunkt været på tegnebrættet, fortalte forsvarsministeren.

– Der kommer 120 nye stillinger rundt om i landet – ude på tjenestestederne – for at hjælpe med, at der ikke sker de samme fejl, som dem der er sket, hvor nogle få har misbrugt deres beføjelser, fortalte hun videre.

Vil ikke vente på rapporter

Der er i øjeblikket undersøgelser i gang, der skal klarlægge omfanget af den svindel, der blev opdaget i slutningen af sidste år, og som betød, at to chefer i Hjørring blev fjernet fra deres poster. Dem vil Trine Bramsen dog ikke vente på, så nu er beslutningen om de 120 nye stillinger taget.

– Jeg synes, man skal ændre det, der er åbenlyst og som man kan se, gør det svært at udføre sit arbejde. Derfor er det vigtigt for mig, at vi får rettet op på det, og det har jeg ikke behov for at gå og vente på, siger hun.

Rapporterne skal også afdække, om der har fundet yderligere svindel sted – om der er huller i systemerne, der har gjort det muligt at svindle. Indtil nu er der ikke noget, der tyder på det, men ministeren vil ikke garantere, at der ikke dukker nye skeletter op, når alle skabene bliver gået igennem.

– Jeg ser frem til at få de her rapporter, men jeg oplever, at der er en ærlig dialog med cheferne, og derfor er der ikke noget, der tyder på, at der skulle dukke mere op, siger forsvarsministeren og slutter:

– Man kan aldrig sige aldrig, men det er bestemt ikke mit indtryk, at vi finder mere.

Hør indslaget med blandt andre lokale Mai-Britt Beith her: 120 nye stillinger skal forhindre svindel i Forsvaret – ingen stillinger forsvinder i Hjørring

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments