
Ikke mindst fra søsiden fik byen i 2014 et nyt vartegn med indvielsen af værelsestårnet ved Hotel Hirtshals.
Under planlægningen lød der dog visse kritiske røster, men som med så meget andet lige fra broer til motorveje, vænner kritikerne sig hurtigt til ny infrastruktur og nye bygninger.
Langt de fleste lader da også til at være blevet en lille smule stolte over, at byen dengang skød lidt i vejret, men nu er der faktisk planer om at lade værelsestårnet vokse yderligere tre etager i vejret.
– Det skal næsten kun være i glas og vil helt klart gøre bygningen smukkere, men der er reelt heller ikke tale om tre nye etager, idet den første kommer til at ligge der, hvor elevatortårnet i forvejen stikker op, fortæller Pelle, da han og Per fredag aften har besøg af FlaskePosten.
Reelt bliver forhøjelsen af værelsestårnet til 8. sal derfor mindre end 6 meter, men brødrene har desuden heller ikke endnu lagt sig fast på, hvad de ekstra kvadratmeter i toppen af byens højeste hus skal bruges til, da både værelser og konferencerum samt andet er i spil.
– Måske skal den øverste etage bare være en åben platform med terrasse og ikke som på tegningen rumme indendørs kvadratmeter, men foreløbig er det altså kun streger på papir, tilføjer Pelle.
Det ser under alle omstændigheder spændende ud og vil utvivlsomt bidrage til en mere helstøbt bygning i bymidten.





















































