Forskningens Døgn åbnes på Dana

Hjørring Kommune går all in ved Forskningens Døgn, der afholdes for første gang og åbnes officielt af borgmester Arne Boelt på Danmarks største havundersøgelsesskib Dana torsdag den 23. april kl. 9.00 på Hirtshals Havn. Senere på dagen er der åbent skib fra kl. 14.00 til 17.00.

10

Den 23. til 25. april 2015 er kommunen derfor også fuld af gakkede events, der på hver sin måde præsenterer nye sider af videnskaben for både børn og voksne.

Fysik, som alle kan forstå

Et af Forskningens Døgns absolutte højdepunkter bliver, når Holger Bech Nielsen, Danmarks første standup-fysiker giver sine bud på nogle af menneskehedens ældste spørgsmål i foredraget ”Jagten på de grundlæggende naturlove” på Hjørring bibliotek torsdag den 23. april kl. 19.00.

Hvor kommer vi fra, og hvor er vi på vej hen? Hvad består verdenen, som vi kender den, af? Holger Bech Nielsen fortæller om universets historie og skabelse. Han beretter om nogle af de mere ekstreme teorier – og så leverer han endog et bud på en formel for Guds eksistens!

Holger Bech Nielsen er en af Danmarks bedst kendte videnskabsfolk, der med sin entusiasme for sit fag fanger sine tilhørere og præsenterer sit stof, så videnskabeligt materiale bliver gjort tilgængeligt. På samme tid præsenteres også helt ekstreme teorier, som på underholdende vis går over hovedet på de fleste. Holger er medlem af både Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab og Det Norske Videnskabs Akademi og arbejder til daglig som professor ved Niels Bohr Instituttet.

Fra fysikshow til foredragsmaraton

Andre trækplastre i ugens løb er Store Nørderne, som mange børn kender fra DR Ultra og Ramasjang, Aalborg Universitets fysik- og kemishow og Sygehus Vendsyssels mange forskere, der ved et foredragsmaraton i hovedbibliotekets foredragssal deler ud af deres viden om alt fra børn og overvægt til rødkløverens gavnlige virkning for overgangsalderen.

Torsdag og fredag er børn og unge fra kommunens skoler og uddannelsesinstitutioner inviteret til forskellige arrangementer, og lørdag kulminerer Forskningens Døgn med underholdende stande og foredrag i Metropol.

Baggrundsinformation

Hvad er Forskningens Døgn?

Forskningens Døgn er en landsdækkende forsknings- og videnskabsfestival, der første gang blev afholdt i 2005. Festivalen finder sted overalt i Danmark. I 2014 deltog mere end 100 arrangører, som fik besøg af 66.000 danskere i løbet af festivalen.

Hvem deltager i Forskningens Døgn i Hjørring Kommune?

I Hjørring Kommune er man gået sammen om at sætte fokus på forskning og har derfor lavet en fælleskampagne, ”Viden på tværs”. Samarbejdet er indgået mellem flere af kommunens virksomheder, kulturinstitutioner og organisationer, der har det tilfælles, at de alle beskæftiger sig med forskningen og/eller innovation. I arbejdsgruppen for ”Viden på tværs” sidder repræsentanter fra Forskerparken, Hjørring bibliotek, SOSU Nord, EUC Nord, Sygehus Vendsyssel, UCN, Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring Gymnasium og Hjørring Kommune

Hvad er formålet med Forskningens Døgn?

Formålet er at øge opmærksomheden og vække interesse for forskning hos den danske befolkning og skabe forståelse for den betydning, som forskning har for vores samfund og hverdag.

Hvem henvender aktiviteterne sig til?
Forskningens Døgn henvender sig til alle, der er åbne for at blive underholdt og lære nyt – og især til dem, der ikke til dagligt har berøring med forskning og innovation.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments