Der er ingen tvivl om, at madevents og festivaler fortsat vil kunne spille en vigtig rolle i udviklingen af både turismen og den lokale fødevaresektor langs kysterne i Danmark, konkluderer Laura James og Henrik Halkier fra Aalborg Universitet i en rapport støttet af Innovationsfonden.
Forskning fra INNOCOAST om Hirtshals Fiskefestival viser at festivaler fungerer som en arena, hvor mange forskellige producenter, restauranter og turisme aktører har muligheden for at skabe nye netværk og lære af hinanden, konstaterer videre Laura James og Henrik Halkier.
Turismefremmeindsatsen skal dog ifølge forskerne forenkles og konsolideres i 15 til 25 destinationsselskaber. Det kræver mere samarbejde imellem kommuner og medfører derfor udfordringer i forhold til koordination mellem endnu flere aktører. Men samtidig kan der også blive bedre muligheder for at konsolidere eksisterende lokale madfestivaler og måske udvikle nye og større begivenheder med endnu større gennemslagskraft, både blandt turister og lokale, uddyber forskerne fra Aalborg Universitet.
– Jeg håber, at vi kan få overbevist flere af Nordjyllands store producenter om at deltage i festivalen. Også dem, som hovedsageligt eksporterer deres kvalitetsprodukter.
På den måde er de også med til at skabe arbejdspladser i blandt andet turistbranchen året rundt, lyder det fra Mette Jensen, som er tovholder hos Hirtshals Fiskefestival.
Læs rapporten her: Gastro 2025, madfestivaler og udvikling af kystdestinationer i Nordjylland.
Foto: Arkiv.