Høj Data og Colorama har fælles butikslokale i Sindal og indehaves som bekendt af Tommy Høj fra Hirtshals.
Den store butik har masser at se til, men alligevel udvider den idérige indehaver nu igen et af sine forretningsområder.
Allerede i foråret kunne vi fortælle, hvordan butikken havde kastet sig over at skære film til reklamebannere og logoer til at sætte på blandt andet skilte, biler, postkasser og bander i sportshaller og på stadions samt såkaldte wallstickers. Vel at mærke til endog særdeles konkurrencedygtige priser.
Fornylig har Tommy Høj så investeret i materiel til fremstilling af tryk også til tekstiler. Nærværende webavis var også på det område blandt de første kunder hos Høj Data. Ligesom vi mandag fik lov til at følge hele processen, da medarbejderen Steffen gik i gang med arbejdet på endnu en ordre til FlaskePosten.
– Det hele starter selvfølgelig med noget grafik, som vi godt kan hjælpe kunden med at lave, men ellers kommer de som jer med den, hvorefter vi eventuelt bearbejder den lidt, fortæller Steffen, som har øvet sig en hel del med tryk til beklædning til personalet selv hos Høj Data.
Næste skridt i processen er at få apparaturet, der skal skære trykket, koblet til computeren, hvorefter der blot skal trykkes på en knap. Dernæst arbejder maskinen sig stille og effektivt igennem den eller de farver film, som man nu skal bruge til det pågældende tryk.
– Vi har allerede mange farver på lager, men der er nærmest heller ingen grænser for, hvilke andre vi hurtigt kan hjem, hvad enten det er de afdæmpede eller skrigende af slagsen, siger Steffen, mens han vurderer trykkets kvalitet sammen med Tommy.
Afslutningsvis skal den tilskærede film placeres korrekt på det stof eller tøj, som man har medbragt. Dernæst trykkes det på med 160 graders varme i 20 sekunder.
Resultatet er fantastisk skarpt skåret og flot i farverne. Tøjet tåler selvfølgelig vask og skånsom strygning.
Efter det besøg er vi på webavisen ved at være rigtig godt klædt på – bogstavelig talt!