Med finalepladsen blev parret Christine og Leif Lund Jakobsens sang en af de 10 ud af ikke færre end 102 indsendte, der dystede om at blive valgt som DGI-fællessang til det store landsstævne i Svendborg i 2021.
– Vi ville selvfølgelig gerne have stået på Fyn og hørt 50.000 mennesker synge vores sang, men når nu det ikke bliver sådan, er vi alligevel stolte over at komme så langt, fastslår Christine Lund Jakobsen.
– “Her hvor vi står”, som sangen hedder, er også i top 5 over de af vores sange, som vi selv er allergladest for. Fordi den på det store plan handler om fællesskaber – og hvad de gør ved os. Og på et andet plan også handler om et år på efterskole, og hvordan man vokser der – sammen med andre. Og begge dele fylder meget i vores liv. Fællesskaberne – fordi de igen og igen i forskellige konstellationer rører os og rammer ind i det, der giver mening i vores liv – om det så er til et stort landsstævne, i vinterbadeklubben, til en koncert eller noget helt andet, uddyber Christine Lund Jakobsen.
– Og efterskolerne, fordi de har flyttet alle i familien nye steder hen, undtagen Malte, der ikke er gammel nok endnu, Tobias, Laurits, Anton og mig selv som elever, og Leif som barn af et forstanderpar, lærer og nu også bestyrelsesformand. Så sangen betyder noget for os, præmie eller ej. Nu håber vi, at den alligevel finder vej ud i verden og får et liv derude, på efterskoler og i alverdens givtige, levende fællesskaber, lyder det videre fra Christine Lund Jakobsen.
Man kan høre demoen med den meget, meget smukke sang via linket nedenfor, idet den endnu engang er indspillet med to dygtige musikere, som parret er taknemmelige for at samarbejde med: Nemlig Peter Schrøder Jungersen på klaver og som producer, og Anne-Marie Hassing som sanger. Teksten er som allerede antydet skrevet af Christine og melodien af Leif Lund Jakobsen.
– Vinderen af konkurrencen bliver offentliggjort til september, og den glæder vi os faktisk også til at skråle med på, slutter Christine Lund Jakobsen.
Link: HER HVOR VI STÅR