Lørdag den 27. juni klokken 23.45 blev to unge mænd overfaldet i Christiansgave i Hjørring.
Få dage senere gik Nordjyllands Politi ud med en efterlysning efter vidner for at få hjælp til at identificere de formodede gerningsmænd.
Den efterlysning førte til en række brugbare henvendelser fra offentligheden, og Nordjyllands Politi har nu sigtet to unge mænd for vold. Og politiet takker offentligheden for hjælpen i sagen.
LÆS OGSÅPolitiet efterlyser gerningsmand til vold i Hjørring
– Derfor vil vi gerne takke offentligheden for de mange henvendelser, som faktisk har været afgørende for, at vi kunne opklare sagen, siger Sune Myrup, der er vicepolitiinspektør og leder af lokalpolitiet i Hjørring og Jammerbugt, og fortsætter:
– Det er et godt eksempel på, hvorfor man skal kontakte politiet, når man ligger inde med viden i en sag. Hellere en gang for meget end for lidt, siger Sune Myrup.
Overfaldet skete, da de to unge mænd kontaktede en gruppe på fire unge personer og bad dem stoppe med at drille et pindsvin.
Det endte med, at de to unge mænd blev slået med knytnæver og med en flaske, og den ene af de forurettede fik som følge knust tre af sine tænder.
Kilde: TV2 Nord.