
Efter endnu et år som formand for Løbeklubben Havstrygerne har Rikke Vandsted filosoferet over, hvorfor de har så mange dejlige medlemmer i Løbeklubben Havstrygerne. For at finde svar på dette skulle hun ikke lede længe, hvilket hun fortalte om i beretningen ved generalforsamlingen lørdag den 6. februar.
Året 2015 har nemlig ifølge formanden igen været præget at optimisme, entusiasme og hjælpsomhed, hvilket hun ser som grundsubstansen til en velfungerende klub. Derfor sagde hun også endnu en gang tak for den fantastiske opbakning, idet hun fremhævede bestyrelse og løbeudvalg.
Da Rikke Vandsted i marts 2015 stod på samme sted i Hirtshals Idrætscenter og fortalte de fremmødte, hvor mange medlemmer de var i klubben, lød tallet på 139, hvilket inkluderede støttemedlemmer, men i lørdags kunne hun tælle 167 på listen over medlemmer af Havstrygerne.
Dernæst gennemgik formanden årets gang i den lokale løbeklub. Blandt andet blev begynderholdet nævnt som en gentaget succes, idet størstedelen agf deltagerne fortsat er i klubben. 2015 har også været et år, hvor klubben så at sige løbende gennem året har haft tilgang af medlemmer.
Fyrløbet havde bestyrelsen påtænkt skulle videreudvikles i 2015, men det blev ikke nødvendigt. Masser af venner og familiemedlemmer deltog på den blæsende, men flotte dag i april. Den varme suppe, som efterfølgende blev serveret, var igen en dejlig succes.
I maj måned søsatte klubben en komsammen med grill, hvor der også var rigtig god tilslutning. Efter en løbetur var der lagt kød på grillen på Hirtshals Stadion. Løbet blev straks døbt Back to Hirtshals.
Sommeren har atter været præget af alt fra grundlovsløb til dameløb, over marathoner til halvmarathoner. Her fremhævede formanden klubbens tur til Århus, hvor ikke færre end 46 løbere var med. Der var ifølge formanden nogen, som var godt trætte på vej hjemover.
Morgenløbet blev traditionen tro afholdt med stor deltagelse og sol i Tornby. Det er imidlertid ikke kun løb, der har været på kalenderen i løbet af sommeren 2015. Der var også vejindvielse og Musik under Trappen samt Nordisk Sejlads og Hirtshals Fiskefestival, som har fået stor hjælp fra en fantastisk flok Havstrygere.
Ved Havstrygerløbet 2015 deltog omkring 280 løbere, som ganske vist er en nedgang fra 320 i 2014, men til gengæld fik klubben mange flotte tilbagemeldinger. Hirtshals Skolecenter fik en stor tak for faciliteterne, som de stillede til rådighed denne dag. Resultatet efter løbet var desuden positivt, da udgifterne i 2015 ikke var store og deltagergebyret var hævet en anelse.
I efteråret var klubben så privilegerede at se flotte billeder fra et festligt marathon i Medoc, hvro der var deltagelse af en flot udsmykket flok Havstrygere.
Årsfesten blev afholdt med rekordstor deltagelse af 80 medlemmer og kåring af årets Havstryger, som blev Lars Hansen, der nu kan bryste sig med den flotte titel i 12 måneder. Vinderne af den store limbokonkurrence blev Pia og Rene.
Løbeudvalgets medlemmer har gjort deres pligt til punkt og prikke samt formandens tilfredshed. Hun håber derfor, at klubben fortsat kan drage nytte af dette udvalg, som består af Jens Baggesen, Morten Ohrt, Lars Hansen og Rene Larsen.
Formanden sagde derefter tusind tak for den flotte indsats, som det afgående bestyrelsesmedlem Pia Rønn Larsen har bidraget med i årene, som er gået.
– Jeg vil i denne her forbindelse sende en lille opfordring til jer alle. Husk I kan have indflydelse på, hvad der sker i klubben, ved at være aktive i bestyrelsen, sagde afslutningsvis Rikke Vandsted.
– Hermed vil jeg runde beretningen af med at sige STORT TAK til alle jer medlemmer af Løbeklubben Havstrygerne. Uden jer havde der jo ikke været noget at arbejde med, hvilket har været en stor fornøjelse.
Referat fra generalforsamling i Havstrygerne den 6. februar 2016 kl. 13.00
1. Valg af dirigent – Mogens Christensen – konstateret at generalforsamlingen er lovligt indkaldt.
2. Formandens beretning – Vedlagt som bilag
3. Kasseres fremlæggelse af regnskab – Vedlagt som bilag
4. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab – Rikke kom frem med at folk gerne kom med forslag til brug af overskud.
5. Fastsættelse af kontingent – Forbliver uændret.
6. Behandling af fremsatte forslag – Forslag om at man løber kl. 10 om lørdagen – bestyrelsen får ansvaret for at bestemme klokke slettet.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og disses suppleanter – Forslag til bestyrelsen Jesper Larsen og Jette Axelsen genopstiller – vedtaget. – Suppleant Peter Vinther Olesen og Jane Løth nyopstiller – vedtaget.
8. Valg af revisor – Bettina Jespersen genvalgt.
9. Eventuelt – Diskussion om løb om lørdagen vedr. Tornby vs. Hallen. – Forslag om en tur til Norge for at løbe der. – Skiverenløbet kom op igen. – Kostvejledning evt. foredrag omkring det. – Ros for det sociale i klubben. – Snak om man kunne prøve at få flere unge med. – Kræft sponsorløb i Hjørring – hvordan støtter vi det bedst? – Bestyrelsen kigger på det.