Den lokale bordtennisklub B75 har som bekendt en formand ved navn Simon Rokkjær.
Formanden har som oftest nok at lave, men i disse dage, hvor klubben har international træningslejr i Sindal, er der ekstra travlt og det især da, når arbejdet også skal passes i den norske grænsehandelsbutik Last Stop Shop ved HTC.
– Der er rigtig nok travlt i den her tid, bekræfter Simon Rokkjær, som ikke desto mindre denne fredag eftermiddag giver sig tid til en snak med FlaskePosten.
– Jeg kan godt allerede nu løfte sløret for, at vi indvier den nye bordtennishal ved Hirtshals Idrætscenter lørdag den 17. januar nøste år, hvor B75 samtidig kan fejre 40 års jubilæum, fortæller Simon Rokkjær.
– Det er svært at skjule, at vi er meget godt tilfredse med den løsning, som et enigt byråd i Hjørring Kommune fandt frem til, fordi vi også hele vejen igennem er blevet inddraget, så alle de formelle krav og vores forventninger indfris, uddyber Simon Rokkjær.
-Vores mål er at få skabt så meget opmærksomhed omkring et arrangement med spisning, at vi kan tiltrække flere end 500 tilskuere, som er det maksimale antal, der nogensinde har været til en ren dansk bordtenniskamp, noterer formanden.
Til det formål arrangerer klubben et af de klassiske topopgør mellem B75 og Brønderslev. Ligesom en lokal brygger, som formanden endnu ikke vil afsløre navnet på, vil lave en rigtig B75 øl i anledning af jubilæet.
Der er med andre ord lagt op til noget af et balfaldera med bordtennis den 17. januar 2015.