Forløsning for Fortuna

Spillerne har stået længe ved sidelinjen og trippet for at komme på banen og ind i spillet hos Fortuna.

138

Niclas Hougaard Hansen har netop haft 25 topmotiverede spillere fra ligatruppen i kamp, og der blev gået til sagen på Fortunas anlæg ved Landlyst i Hjørring.

Det var dog udelukkende Fortunas egne spillere, delt op på to hold, der deltog i det 60 minutter lange opgør, hvor de oplevede årets første reelle kamptræning, som i sig selv var en forløsning.

– Spillerne glædede sig hele ugen til at skulle spille kamp igen. Det er netop det de vil. Vi har holdt os i gang, så det var en stor fornøjelse for både spillere og trænere, at komme på græs, siger cheftræner Niclas Hougaard Hansen.

– Det fysiske niveau – efter en uges træning – er ved at være rigtig fint.
Spillernes selvdisciplin og målrettethed kan ses positivt både igennem data, spillets niveau og det tempo vi har kunnet levere i træning og kamp. Vi er, hvor vi skal være, tilføjer cheftræneren.

– I de næste uger skal der arbejdes hårdt, men fundamentet er meget solidt.
Udover det fysiske niveau er vi i trænerteamet specielt begejstret over, at mange af de spillestilsmæssige fokusområder var på et højt niveau. Vi har fundet hinanden hurtigt igen, og arbejdet inden denne pause, har slet ikke været spildt. Vi skabte mange af de situationer i spillet, som vi ønskede, og var på mange områder det hold vi gerne vil være.
I momenter var niveauet virkelig højt, med godt kombinationsspil, flotte mål og et stærkt kollektivt arbejde defensivt, uddyber cheftræneren.

– Det er jeg glad for. Det betyder, at vi starter langt fremme, og forhåbentlig kan være godt forberedte både fysisk og i forhold til den fælles forståelse af vores sammenhæng på banen. Vi er helt klar til at levere en god præstation når det for alvor går løs i kampe.

– I den kommende uge er alle spillere på træningsbanen, hvilket også giver et boost!
Det er bare glædeligt at være samlet igen. Vi har savnet det, slutter Niclas Hougaard Hansen.

Foto: Jess Madsen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments