Forlænget frist for fisketrappen ved Bindslev Gl. Elværk

Vandplan 1 og 2 har blandt andet fokus på etablering af gydebanker til ørrederne og endelig fjernelse af spærringer i vandløbene, hvilket er et krav fra EU.

48

Som formand i Sportsfiskerforeningen for Hjørring & Omegn og derved medansvarlig for vandsystemet ved Uggerby Å, modtog Henrik Kassow Andersen fredag en mail fra Carsten Brejnhøj, som er Grøn guide i Hjørring Kommune.

Kommunen er nemlig nu godt i gang med at realisere de projekter, som er indeholdt i statens Vandplan 1. Det får stor betydning for kommunens små og store vandløb og herunder også Uggerby Å. Det indebærer blandt andet fjernelse af over 200 større og mindre spærringer i hele vandløbssystemet.

Typisk rørlægninger og markoverkørsler, som bliver gjort passable for smådyr og fisk. Ikke mindst i den forbindelse også udlægning af adskillige 1000 tons gydegrus og store sten. Størstedelen af dette arbejde er ifølge Carsten Bregnhøj finansieret af staten via midler fra EU.

Foruden dette vil der blive flere store projekter øverst i Varbro Å, som løber mellem Tornby og Vidstrup, blive sat i gang i foråret 2015. Dele af åen er nemlig rørlagt, men vil blive lagt tilbage i sit gamle løb, tilføjer Henrik Kassow Andersen.

De største projekter, som ifølge den grønne guide er Mosbjerg Dambrug og fisketrappen ved Bindslev Gl. Elværk, er imidlertid udsat til Vandplan 2, som skal være fuldført senest 2020. Hvad de endelige løsninger bliver her, er endnu ikke besluttet.

Det er vigtigt for ham at understrege, at det ikke kun er projekter, der har betydning for lystfiskere, der bliver fuldført. Ligeledes bliver der restaureret vandløb også ved Kjul Å, som løber tæt ved Hirtshals.

Der vil dog ifølge den grønne guide stadig være lang vej igen, før vandløbene bliver selvreproducerende. Den eneste bæk i vandløbssystemet ved Uggerby Å, der indeholder naturligt gydegrus i de mængder, der skal til, er Tislum Møllebæk.

Selv her er det nødvendigt at vedligeholde gydebankerne, så de ikke fyldes med sand. Så også i fremtiden vil der være hårdt brug for frivillig arbejdskraft til at spule gydebanker, konkluderer Carsten Bregnhøj.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
2 år siden

2tribune