Fyrklit har med nye folk i køkkenet forlængst bevist, at de har løftet standarden som spisested i Hirtshals.
Selv om byen har andre fremragende restauranter, faldt valget altså på Fyrklit, da der i påsken skulle holdes firmafrokost for FlaskePosten.
Denne skærtorsdag den 24. marts ved middagstid stillede vi således med en halv snes sultne medlemmer af familien, der forventningsfulde satte sig til bords, før der blev budt velkommen til den store buffet.
Fyrklit havde selv forinden annonceret, at buffeten ville rumme alt, hvad hjertet kunne begære, hvilket altså i høj grad også gælder, hvad øjet, ganen og maven måtte kunne tragte efter, tilføjer vi efterfølgende.
Tre slags gode sild og lige tilpas hørøget laks, af saltvand duftende pil selv rejer med hjemmelavet mayonnaise og fiskefileter med ditto rørt remoulade, lækker bagt lange med persillerødder, varm leverpostej med champignon og bacon, perfekt helstegt lammekølle med rodfrugter, friske salater, stegte kartofler med urter og så en af køkkenchefens super dejlige specialiteter, som er saltbagt selleri med grøn olie og selvfølgelig masser af smør.
Efter flere gange op til og rundt om bordet med den overdådige buffet lykkedes det de fleste af os at få smagt på det meste og tilsammen vist det hele, men der blev heldigvis også plads til den gammeldaws æwlekage. Sådan en frokost bliver det største problem, at man så pokkers gerne ville spist mere, end både maveskind og helbred ville have godt af, idet mådehold bliver et slemt kedeligt fremmedord.
Hvor delikat buffeten var og tillige bliver det indtil den 28. marts, hvor den serveres fra kl. 11.30 til 14.00, kan man få et indtryk af via billederne ovenfor.
Derfor hatteløft med fem kokkehuer for det gode køkken!
Foto: Victoria Skipper.




















































