Af Niels Skipper
”Min første erindring om Danmark er kulde,” fortæller Hong My Thi Hoang.
My er datter af den vietnamesiske bådflygtning Loan Hoang og hustruen Tuy Thi Truong.
Vietnam er som bekendt et langstrakt land i Asien.
Mod nord grænser det frodige land med de 80 millioner indbyggere op til Kina, mens det mod vest deler grænser med Cambodja, Thailand og Laos. Øst for landet ligger Tonkinbugten.
I de fleste voksne vesterlændinges bevidsthed er landet tillige en tragisk del af vores fælles historie.
Det sidste skyldes ikke mindst krigen i Vietnam.
Igennem noget nær et århundrede var landet en fransk koloni. Efter franskmændenes nederlag i 1954 blev landet delt i Sydvietnam og Nordvietnam.
Da de to lande senere kom i krig, gik USA aktivt ind og støttede sydvietnameserne imod det kommunistiske Nordvietnam.
På trods af amerikanernes massive støtte besatte Nordvietnam i 1975 hele landet, hvilket måske nok betød en afslutning på krigen, der havde kostet hundredtusinder af mennesker livet, men ikke en ende på vietnamesernes lidelser, idet sult og nød plagede dem i adskillige år fremover.
Af samme grund er mere end en million mennesker igennem sidste halvdel af det tyvende århundrede flygtet fra Vietnam, hvis befolkning i økonomisk og materiel henseende fortsat er langt fattigere end den danske.
En af disse flygtninge, ved navn Loan Hoang, bosatte sig altså sammen med en del andre vietnamesere i Hirtshals.
I det følgende fortæller hans datter My sin historie.
Mor, far, bedstemor og lille My.
”Da jeg kom til landet i april 1990, var jeg kun 5 år. Min mor kunne ikke få mig med ud af flyet.”
”Der var en mand, som måtte hjælpe hende med at trække mig ned ad trappen. Jeg havde kun en tynd kjole på.”
”Det var så koldt!”
My smiler ved tanken om ankomsten til det fremmede Danmark, selv om det tydeligvis ikke var spor sjovt, da det lille optrin fandt sted i lufthavnen.
Vi sidder i familiens hus i Hirtshals og snakker sammen ved sofabordet i den pæne stue sidst i november måned 2002.
Kaffe og småkager bliver stillet frem.
”Det første sted vi boede efter mors og min ankomst var på Toftagervej, hvor min far havde lejet et værelse.”
”De første danske venner, jeg dengang fik, var et søskendepar, der boede i nærheden. En dreng og en pige. Vi legede meget sammen og jeg lærte hurtigt en smule dansk.”
”Så pludselig en dag kom de bare ikke mere. Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg har ikke set dem siden.”
”Det var lidt underligt!”
”De to søskende var de aller første, jeg kendte i Danmark. Det kunne være sjovt at møde dem igen.”
”Efter et halvt år kom jeg i børnehave. Det var i Blæksprutten, jeg virkelig lærte dansk. Det gik meget hurtigt. Som barn var jeg sammen med danske børn det meste af tiden.”
”Så da jeg startede i Hirtshals Skole, var det ikke nogen stor omvæltning for mig. Jeg var glad for at gå i skole.”
”Nu går jeg på Hjørring Gymnasium. Jeg vil gerne læse medicin ved Århus Universitet. Så jeg går på den matematiske linje, hvor jeg blandt andet har kemi på højt niveau. Næste år skal jeg også have matematik på det niveau. Der er rigtig mange lektier.”
”Vi har lige fået karakterer og de er godt nok noget lavere end i folkeskolen.”
”Så det er hårdt og stressende!”
”På den anden side tror jeg ikke, at det er sværere for mig end for mine danske klassekammerater. Jeg har hele tiden forsøgt at lære dansk kultur at kende, men har samtidig ønsket at holde fast i min vietnamesiske baggrund.”
”I skolen fik jeg derfor også modersmålsundervisning. Ligesom mine forældre har fortalt mig om min tidlige vietnamesiske barndom, som jeg ikke selv husker så meget fra.”
”Man skal kende sine rødder, for uden dem har man ingen identitet.”
”Samtidig er det utrolig vigtigt, at man tilpasser sig det samfund, man lever i,” understreger My på et velklingende rigsdansk med en snert af accent, der mere peger i retning af Vendsyssel end Vietnam.
”Man må aldrig holde sig udenfor!”
”Som katolikker går vi i kirke i Hjørring. De fleste vietnamesere både her og i Vietnam er ganske vist buddhister, men vi er vel omkring otte familier fra Hirtshals, som er katolikker,” fortæller My, mens gæsten betragter det lille krucifiks i stuen.
”Vi går i kirke om søndagen, men der er også messer tirsdag og onsdag. Det er bare svært at få tid til det hele, men religionen betyder meget for os.”
”Ja, vi tror på Gud,” tilføjer Loan lavmælt, men med en bestemthed, der giver indtryk af ægte overbevisning. Han sidder ved siden af datteren i sofaen.
Mens Loan taler, skriver My med smuk og sikker håndskrift navnene på sine søskende. Det er lillesøster Thuy Linh Thi Hoang på 11 og lillebror Quy Trung Hoang på 9 år.
Så falder snakken igen på katolicismen i almindelighed og troen i særdeleshed.
My underviste elever ved Den Katolske Kirke i Hjørring.
”Mange kristne går måske sjældent eller slet ikke i kirke, men det betyder altså ikke nødvendigvis, at man ikke er troende. Jeg synes, man skal komme i kirken, hvis man vil være en del af fællesskabet, men det er ikke det afgørende.”
”Det vigtigste er troen!”
”Jeg underviser også nogle børn i kirken. De starter med trosundervisning omkring den alder, hvor de går i første klasse. Vi leger og fortæller historier fra Bibelen. Jeg holder meget af børn og af at være sammen med dem.”
”Til gengæld går jeg ikke til så meget andet i min fritid lige nu, men jeg er medlem af DUK, som står for Danmarks Unge Katolikker.
”Under DUK er der en gruppe af unge vietnamesiske katolikker. Vi mødes i DUK til arrangementer rundt omkring i landet. Det har udviklet mig meget som menneske at møde andre og være sammen med dem.”
”Tidligere gik jeg også til svømning, håndbold, aerobic og badminton.”
”Ellers er jeg sammen med mine venner, men lige nu har jeg altså ikke så meget tid. Uddannelsen og lektierne tager det meste af min fritid. Samtidig er jeg ved at tage kørekort.
”Det er spændende!”
”Inden gymnasiet gik jeg som sagt meget sammen med danske venner, men nu er jeg mere sammen med vietnamesere. Måske skyldes det, at vi langt bedre forstår hinandens kulturelle baggrund. Eller det har måske noget med min alder at gøre.”
”Mange vietnamesere på min alder arbejder ellers i fiskeindustrien her i Hirtshals. De vil hellere have et fast arbejde end starte på en videregående uddannelse. Ud over mig er der vist kun en enkelt vietnameser fra byen, der går på gymnasiet.”
”Jeg har selv indtil fornylig haft arbejde i SuperBrugsen ved siden af studierne, men det er simpelthen blevet alt for meget, når jeg samtidig skal have lavet alle lektierne.”
”Der er også Thulefesterne på gymnasiet. Den første uge brugte vi mange timer på at lære at danse lancier. Sport og idræt på gymnasiet er også noget helt andet end i folkeskolen. Niveauet er simpelthen højere.”
”Firs procent af de studerende på Hjørring Gymnasium er desuden piger. Jeg troede, at der på matematisk linje ville være nogenlunde lige mange af hvert køn, men ud af 23 studerende i min klasse er vi 15 piger.”
My fortæller videre, at hendes mor Tuy Thi Truong denne aften er i byen for at handle. Der er nemlig Open By Night i Hirtshals.
Tuy arbejder til daglig i et hjemmeservicefirma, mens Loan er ansat på Vestlax.
”Jeg flygtede efter krigen,” fortæller Loan, ”fordi kommunisterne slog hårdt ned på alle os katolikker.”
Inden flugten var Loan fisker i landets gamle hovedstad Huê i det centrale Vietnam. Tuy arbejdede i familiens lille købmandsbutik.
I dag er der fred i Vietnam og hovedstaden hedder som bekendt Hanoi. Meget er blevet både bedre og lettere i hjemlandet.
Familien Hoang føler sig imidlertid godt tilpas i Hirtshals.
My drømmer om en god uddannelse.
Den skal nok blive til virkelighed.
Link til alle artikler i serien: Forglemmigej
Foto: Privat.
