Af Niels Skipper
I det vestlige Afrika ligger Congo Brazzaville, der ikke må forveksles med nabolandet, som hedder Den Demokratiske Republik Congo.
I Bindslev i Vendsyssel sidder til gengæld en congolesisk familie, som drømmer om retfærdighed og demokrati i deres elskede hjemland.
Denne familie vender vi tilbage til, men for en nærmere forståelse af congolesernes situation er noget nøgtern baggrundsviden nødvendig.
Fra Congo Brazzavilles korte kyst ud mod Atlanterhavet strækker en slette sig ind mod skovklædte skrænter, der rejser sig stejlt mod den savanne, som dækker det meste af landet.
På grund af det varme og fugtige klima er det mineralrige lands floddale dækket af sumpet skov.
De største byer er hovedstaden Brazzaville, Pointe-Noire, Loubomo, Dolisie og N´Kayi, hvor en stor del af den 3 millioner store befolkning bor.
Den sidste del af landets navn skyldes den franske opdagelsesrejsende Savorgnan de Brazza, som i denne forbindelse kun skal bringes i erindring, fordi Frankrigs fatale indflydelse i landet bestemt ikke sluttede med rollen som overmægtig kolonimagt.
De Brazzas udforskning og erobring af området startede i 1875. Efter indgåelse af en række traktater, fik Frankrig derfor i 1885 definitivt kontrollen over landet.
I 1888 blev det forenet med Gabon, men senere igen adskilt og fra 1910 til 1958 sammen med Chad og Cameroun samlet under den koloniale betegnelse Fransk Ækvatorial Afrika.
I 1958 blev landet en konstitueret republik og fik formelt set fuld selvstændighed i 1960. Som det vil fremgå af det følgende, var det desværre en formel frihed med modifikationer.
Igennem tresserne og halvfjerdserne led landet således under ustabile regeringer, som skiftevis var civile og militære. En vis ro og orden blev opnået under oberst Denis Sassou-Nguesso, som fik magten i 1979. I 1989 blev obersten af samme grund genvalgt.
Selv om landet allerede fra 1970 og frem var et marxistisk etpartisystem, også under ovennævnte Sassou-Nguesso, opretholdt styret tætte kontakter til især Frankrig.
I september 1990 blev det imidlertid besluttet, måske på grund af udviklingen i Østeuropa, at indføre et system med flere partier, ligesom en demokratisk forfatning blev vedtaget i 1992.
Ved valget senere det år fremstod resultatet ulykkeligvis mudret og uden nogen egentlig vinder. En regeringskoalition brød derfor ret hurtigt sammen og nyvalg blev udskrevet i 1993.
Resultatet af dette valg blev dog omstridt og svindel mere end antydet. Uenighederne om valgresultatet endte med voldsomme kampe mellem rivaliserende militser. Adskillige våbenhviler blev brudt gang på gang i løbet af 1994 og 1995.
Efter en kortvarig borgerkrig mod den demokratisk valgte regering, som var under ledelse af professor Pascal Lissouba, tog den tidligere diktator Sassou-Nguesso den 15. oktober 1997 magten ved et statskup.
Lissouba og dennes premierminister Bernard Kolelas, som i dag er i eksil i henholdsvis London og Washington, har siden kæmpet mod centralregeringens styrker med hver sin guerillaenhed.
Under hele dette blodige magtspil sad diplomaten André Nzomono-Balenda sammen med sin kone Rose og sine fem børn i Sydafrika og fulgte slagets gang.
Desværre ikke på sikker afstand, hvilket man måske kunne have forestillet sig.
Det er da også netop denne congolesiske familie, der som nævnt indledningsvis nu bor i Bindslev.
Selv om André nemlig var ansat i Handelsministeriet også under Sassou-Nguesso, havde hans tid som loyal embedsmand for den demokratisk valgte Pascal Lissouba åbenbart diskvalificeret ham i de nye magthaveres øjne.
I løbet af de næste par år blev tilværelsen for André derfor sværere og sværere. Efter et drabsforsøg mente den sydafrikanske regering heller ikke længere at kunne garantere for hans og familiens sikkerhed.
Da han blev betragtet som politisk flygtning, tog FN affære. Mulighederne for asyl blev undersøgt.
Selv om Andrés morfar i sin tid havde været protestantisk præst i den svenske kirke i Congo Brazzaville, takkede den svenske regering, ligesom i øvrigt den finske, nej til at modtage flygtningen og hans familie.
Da Danmark endelig sagde ja og de formelle forhold var i orden, fik familien Nzomono-Balenda en mandag besked på, at de skulle være klar til at rejse om torsdagen.
De fik altså tre døgn, hvor børnene af sikkerhedsgrunde intet måtte vide, til at pakke alt og få sagt farvel til venner og familie.
Fra Johannesburg gik det derfor i maj måned 1999 via Frankfurt til København, hvorefter familien fik anvist adresse i Bindslev. Med en treårig lovfæstet bopælspligt i Hirtshals Kommune.
En aften sidst i oktober 2002 sidder jeg så sammen med min kone Hanne og vores yngste datter hos den congolesiske familie i Bindslev.
De bor midlertidigt i et mindre rækkehus, mens deres lejede hus, som på grund af en elektrisk kortslutning brændte i august, bliver istandsat og ifølge André forhåbentlig færdigt til december.
Familiens to ældste børn, datteren Huguette på 22 og sønnen Baltazar på 21 år, bor i henholdsvis Kolding og Aalborg. Huguette læser til tekstildesigner, mens Baltazar er i gang med højere forberedelseseksamen på VUC.
De tre yngste og hjemmeboende er pigerne Laurianne Leatitia og Adie Roseline, samt sønnen Regis Chancel, på henholdsvis 17, 14 og 13 år. Laurianne Leatitia går på Teknisk Skole i Aalborg og vil være tandtekniker, mens Adie Roseline og Regis Chancel går på Bindslev Skole.
Samtalen med André, som har været i praktik på skolebiblioteket ved Ulvkærskolen, kommer hurtigt og af gode grunde til at handle om hans lange og flotte karriere i den congolesiske centraladministration.
Allerede fra 1984 ansat i handelsministeriet, over flere indflydelsesrige chefstillinger indenfor det offentliges udvikling af den congolesiske eksport, til såkaldt National Ekspert i udenrigshandel og i 1991 ansat ved UNCTAD, som står for United Nations Conference on Trade and Development i Geneve.
I 1994 fører karrieren André til Sydafrika, hvor han bliver Second Secretary og rådgiver om handel og økonomi ved hjemlandets ambassade i Pretoria i Sydafrika.
De nære forbindelser til Sydafrika muliggør derfor også i første omgang hans kortvarige flygtningestatus i 1998, da borgerkrigen for alvor har hærget hjemlandet.
Nu sidder vi så i stuen i Bindslev og snakker om udviklingen i Congo Brazzaville.
Rose og André er meget kritiske overfor ikke mindst den franske regering og præsident Jacques Chiracs håndtering af situationen i Republikken Congo, som landet hed før de seneste omvæltninger.
André påviser velargumenteret, hvilke store økonomiske interesser det franske samfund har på spil i den tidligere koloni.
Af samme grund støttede den franske regering mere eller mindre slet skjult den tidligere marxistiske diktator Denis Sassou-Nguesso, da han med militær magt atter tiltvang sig kontrollen over det lille land, mener André. Sassou-Nguesso var paradoksalt nok garanten for fortsat fransk indflydelse.
Da min kone og jeg muligvis har kigget lidt uforstående på André, mens han udreder de indviklede tråde i det spegede magtpolitiske spil, tager han sig god tid og forklarer, alt imens han noterer og illustrerer sine pointer i min medbragte notesblok, hvordan centralbanken i Frankrig scorer en tårnhøj økonomisk gevinst, hver gang udlændinge handler med nogen i Congo Brazzaville.
Ved international handel er en privat bank i hjemlandet eksempelvis nødt til at lave bankoverførslerne via De Centrale Afrikanske Staters Centrale Bank, som dernæst er forpligtet til at lade alle internationale transaktioner foregå igennem den franske centralbank.
Alt sammen så tilpas snørklet, at det for udenforstående bare ser uforståeligt ud, hvorfor man kunne forledes til at tro, at det nok ikke kan være anderledes.
Resultatet er under alle omstændigheder, at det franske samfund tjener store formuer på handel, som strengt taget kun burde vedrøre congolesiske interesser, forklarer André.
Congoleserne har desværre ikke retten til at bestemme over deres eget lands ressourcer, siger Rose. Den franske regering og præsident Chirac, samt selskabet ELF AQUITAINE, råder reelt over landets råolie.
Ligesom de er mere eller mindre direkte skyld i diktator Denis Sassou Nguessos tilbageerobring af magten. De finansierede simpelthen borgerkrigen og statskuppet i 1997, som tilintetgjorde den demokratisk valgte regering under Pascal Lissouba.
Ifølge Rose og André blev det congolesiske samfunds spirende demokrati og frihed altså ofret på dette koloniale alter.
Ægteparret drømte og drømmer dog fortsat om et åbent og frit samfund i deres hjemland, men den drøm kom desværre de gamle koloniherrer på tværs.
Rose og André er af samme grund godt og grundigt trætte af at høre europæere og amerikanere omtale deres hjemland som fattigt. Det er noget vrøvl, understreger de
Congo Brazzaville er i lighed med mange andre afrikanske lande utrolig rigt på råstoffer, men så længe det er udenlandske industrikoncerner, der udvinder dem og derfor stryger gevinsten, vil de pågældende landes borgere stå tilbage som taberne, der må leve af vestlige landes bistand.
Det er i sagens natur uværdigt, fremfører André.
Da talen falder på Danmark i almindelighed og Bindslev i særdeleshed, forklarer ægteparret samstemmende, at de befinder sig rigtig godt i det lille lokalsamfund.
På den anden side føler de også dagligt, hvordan den polariserede og til tider betændte debat om flygtninge og indvandrere påvirker deres egne børn.
De mange fordomme og generaliseringer skaber forståeligt nok frustrationer.
Rose fortæller blandt andet, hvor skuffende det er for afrikanere af enhver etnisk og national herkomst bare uden videre at blive stemplet eksempelvis som somaliere.
Er man congoleser, er man i mange henseender ligeså langt fra en somalier, som en dansker er fra en russer eller en tyrker.
Skylden for denne misere placerer ægteparret for størstepartens vedkommende hos den danske regering, som de mener, burde udvise større ansvarlighed.
De signaler om frygt og forbehold overfor fremmede, som vore ledende politikere sender, bliver i medierne blæst op og overdøver enhver tværkulturel samtale.
For så vidt angår Rose og Andrés håb om at vende tilbage til Congo Brazzaville, kan det for tiden ligge på et meget lille sted.
Dette skyldes nok så meget præsidentvalget den 10. marts 2002, som resulterede i en massiv valgsejr på 89 procent af stemmerne til den siddende præsident, der stillede op uden reelle modkandidater.
Kun få dage efter valget, som bar præg af store uregelmæssigheder, brød der da også kampe ud mellem regeringsstyrker og den militante opposition.
Det har naturligvis alt sammen mindsket forhåbningerne om en fredelig udvikling i landet i den nærmeste fremtid.
Congolesernes drøm om demokrati kan dog aldrig dræbes.
Drømmen holdes trods alt fortsat i live.
Af blandt andre Rose og André.
