
Forår er som bekendt en af de fire årstider, der på den nordlige halvkugle ligger sådan nogenlunde fra den 21. marts til den 22. juni, men i dansk sammenhæng betragtes som månederne marts, april og maj.
Foråret er imidlertid også den årstid, der velsagtens har størst symbolsk sprælskhed, idet bladene springer ud og alting fornyes i forventningens spæde lys, hvilket ofte bruges i litterære og kunstneriske sammenhænge.
Derfor var det måske med en ekstra ubevidst forventning, at vi fra den lokale webavis fredag aften mødte op til netop forårstapas på Restaurant Lilleheden. Lige præcis årstidernes tapas har nemlig aldrig nogensinde skuffet på netop det sted.
Heldigvis fik vi allerede ved synet af det lækkert anrettede spækbræt stemt sanserne særdeles positivt og blev på ingen måde skuffede, da vi indledningsvis satte tænderne i lakseriletten med de knasende sprøde chips, torskekæberne med chilipango og de pænt store rejer med jordskokkeblinis og rygeostcreme. Desuden blev det visuelle indtryk yderligere opstemt af de smukke mælkebøtter, som Mona Kjeldsen Jensen givetvis selv har valgt som årstidens pynt på bordene i Restaurant Lilleheden.
Hertil nød vi med en perlende frisk og læskelækker hvidvin, som var Anciens Temps Colombard Sauvignon. Dermed var vi desuden kommet til den lækreste lufttørrede skinke med tilpas bagte tomater og en virkelig god kyllingedelle med bagt hvidløgspuré samt lammekotelet med ben og tilhørende tzatziki, som på en overraskende god måde var frisket op med spidskål, samt endelig sprængt oksespidsbryst med ølbraiseret gulerod og urtemousse.
Der er faktisk ingen som helst grund til længere at kaste endeløse superlativer efter disse retter, som simpelthen bare ryger direkte ind på den kognitive harddisk, idet de har udløst et ocean af endorfiner og alskens anden helt naturlig kemi i hovederne på webavisens udsendte, som nu var kommet til det, der på spækbrættet vel med rette kan kaldes desserten i denne forårstapas.
Her blev sansebombardementet afsluttet med ost, som var en tilpas lagret havarti med chutney samt citron cheesecake med saltkaramel, der satte et perfekt punktum for en forførende velafbalanceret forårstapas kreeret af Ejvind Kjeldsen Jensen på Restaurant Lilleheden.
Således opløftet af disse himmerigsmundfulde holdt vi os også efterfølgende flyvende en halv meter over jorden takket være Folkeklubben, som på veloplagt vis underholdt et ligeledes opstemt publikum i Thunderdome under Trappen.






















































