Dette lille rejsebrev skrives i det såkaldte Færgehus på kajen i Seyðisfjörður. Udenfor vinduerne ligger Smyril Lines smukke færge Norröna, mens de enorme fjelde, der omkranser den lille bygd med henved 650 fastboende indbyggere, knejser omkring fjorden og i fire måneder om vinteren forhindrer sollyset i at trænge ned til husene i bunden af Seyðisfjörður.
Dette første lille rejsebrev bliver kun en kortfattet hilsen fra skribenten, der for flere årtier siden forelskede sig hovedkulds i de nordatlantiske øer, idet en længere beskrivelse af denne min femte rejse med Norröna undervejs vil blive skrevet til og offentliggjort på hjemmesiden hos Smyril Line. Lidt af begejstringens damp skal imidlertid lukkes ud allerede her og i et par artikler mere på den lokale webavis
Når man som min familie og jeg bor i Hirtshals, er det utrolig dejligt på blot få minutter at kunne køre ned og stige ombord på Norröna. Selv om dette altså er vores femte Viking Cruise, nyder vi nemlig fortsat at indtage vores kahyt med vindue til havet og at få os indrettet hyggeligt med henblik på den forestående uges rejse ud over først Skagerrak og siden Nordsøen samt Nordatlanten.
Der blæste ganske vist en frisk vind med op imod 18 sekundmeter på lange stræk af det første døgn, men heldigvis fik vi vinden ind agterfra allerede fra afsejling lørdag kl. 15.00 skibets tid, som er færøsk. Derfor mærkede vi ikke meget til blæsten, men kunne i fulde drag nyde havluften og turen syd om Sumburgh Head ved Shetlandsøerne. Den kurs blev lagt af kaptajn Henrik Hammer, fordi strøm og vind dermed kunne spare dyrt brændstof for Norröna.
Allerede mandag morgen kl. 05.00 anløb vi planmæssigt Tórshavn. Byen har udviklet sig voldsomt, siden jeg selv boede der et par år for henved 36 år siden, hvor jeg arbejdede i et tømrersjak på byggeriet af Hotel Föroya, der endnu den dag i dag ligger med den mest fascinerende udsigt over Tórshavn. Havnen er i dag en arbejdsplads med aktivitet døgnet rundt, mens byen forlængst har forgrenet sig vidt og bredt op ad fjeldsiderne.
Mandag kl. 14.00 var der afsejling og endnu en gang var strøm og vind til passagerernes fordel, idet kaptajn Henrik Hammer denne gang undtagelsesvist sejlede syd om Streymoy og op langs øerne Hestur og Koltur, hvorefter vi passerede gennem sundet ved Vágar. Sådan en sejltur helt tæt på fuglefjeldene er fascinerende flot. Dagen blev i øvrigt afsluttet med en utrolig lækker middag i skibets a la carte restaurant Simmer Dim i selskab med netop kaptajn Henrik Hammer og den lokale tolder Árni Elísson fra Seyðisfjörður, som tilfældigvis var med Norröna.
Tirsdag formiddag sejlede vi så i det smukkeste vejr ind i Seyðisfjörður. Den dybe fjord har været hjemsted for norske fiskeres sildeeventyr og allieret krigshavn, men er i dag et stille bygdesamfund, som om sommeren bebos af mange kunstnere. Endelig er bygden altså også anløbshavn for Norröna. Noget af en guldgrube for det lille samfund.
Bare et kvarter efter anløbet sad vi i bussen på vej til blandt andet Myvatn. Her kom vi bogstavelig talt på vulkaner og fik endnu en gang badet i de varme kilder. Vist er vi her i familien endnu ikke vinterbadere, men nu har vi da tre gange badet under åben himmel i oktober. Vandet var ganske vist noget nær 40 grader varmt.
I skrivende stund sidder jeg altså som nævnt i Færgehuset på havnen i Seyðisfjörður. Pigerne sveder i skibets fittnesscenter ved siden af poolen. Her forsøger de at få forbrændt nogle af de mange kalorier, som uundgåeligt ryger indenbords især ved de overdådige buffeter om morgenen og aftenen.
Denne onsdag springer vi udflugten over, som de flere end 700 tyske og danske turister ellers igen drager afsted på med busser og guider. I stedet vil vi spadsere rundt og suge til os af lokalkoloritten og den hyggelige atmosfære mellem de høje fjelde. Forelskede som også hustru og datter forlængst er blevet det i øerne her i Nordatlanten.
