Torsdag den 1. marts klokken 16 på Hjørring Bibliotek fortæller Lisbet Hansen om sit forhold til Ghana, som nu netop har besøgt igen.
Hun kalder sit foredrag “Under en diset sol – Ghana på godt og ondt anno 2018”.
Lisbet Hansen, der også er kendt som værtinde på Teatercaféen – Hos Uffe – har de seneste fire år brugt sin ferie, fritid og mange af sine egne penge på frivilligt arbejde i Ghana.
Danmark har sat mange spor i Ghana under kolonitiden med slavehandel, så foredraget starter med en intro til landet og vores fælles fortid.
Vi får også historien om, hvordan man som enkeltperson uden en organisation i ryggen organiserer og finansierer disse ting, og om kulturforskelle og mødet mennesker i mellem, som trods de store forskelle kan udvikle sig til dybe venskaber.
Foredraget giver også mulighed for en dialog omkring ulandsstøtte og fremtiden for Ghana.
Der er ingen entré eller tilmelding til foredraget, der knytter sig til fotoudstillingen “De glemte flygtninge”, der kan opleves på Hjørring Bibliotek lige nu.
Lisbet Hansen laver sit imponerende arbejde for fattige i Ghana via sit projekt fruhansensplan.dk, hvor du ka nse mere og meget gerne også bidrage til arbejdet.