Folket skal ikke ud af Folkeparken

Lad os møde ungdommen og sammen finde en løsning, så de får mulighed for i fællesskabet, under ordnede forhold, at feste og hygge sig, i vores allesammens Folkeparken, konkluderer Mads Sigsgaard Fisker fra Konservativ Ungdom.

1883


Begrebet ”folk” handler om, at du og jeg er understøttet ved et fællesskab, der er større end den enkelte af os.

Det er et begreb som Grundtvig skabte i sin kamp mod dem, der uden grund vil bestemme og under-trykke den helt almindelige borger – overformynderiet.

Vi skal i Danmark være stolte af og værne om vores folkelighed; dét der sikrer, at alle har muligheden for at blive hørt og set, dét der sikrer, at alle skal aner-kendes for dem de er. Vi skal hjælpe hinanden og finde løsninger sammen, ikke undertrykke ved unødvendig begrænsning.

Når jeg tænker tilbage på min sidste skoledag, så forbinder jeg den med en uendelig lykke, fantasifulde udklædninger, kammeratskab og, ikke mindst, fest. I årevis har der i Hjørring kommune været tradition for, at Folkeparken dannede rammen om denne fejring af afslutningen på ti års skolegang. Folket har været samlet og det har skabt en overgangsrite til den opsplitning der naturligt skulle ske, når der vælges ung-domsuddannelser og jobs.

Det i sig selv er en smuk tanke; at vi kan mødes på tværs af klasser og skoler, kigge hinanden i øjnene og under festlige omgivelser tage afsked.

Hvis det står til børne-, fritids- og undervisningsudvalget, så skal det åbenbart være slut. Festen skal ud af Hjørring og splittes op. Nu kan de unge få lov til at gå i små grupper og prøve forlystelser i Fårup sommer-land.

Årsagen ligger i den opfattelse, at festen er i kommunalt regi, hvilket afkræver, at der stilles lærere og SSP-medarbejdere til rådighed for opsyn. Og som Maibritt Beith udtaler til Nordjyske: ”Fårup Sommerland har mange års gode erfaringer med at have mange unge gæster”. Når jeg tager i Fårup sommerland, så er det forlystelser og is der er i centrum ikke fællesskabet og fest som i Folkeparken.

Hvordan kan det nogensinde være løsningen, at ungdommen skal ud af Hjørring kommune for denne lykke-lige fejring? For mig lyder det som et overformynderi, der ødelægger sidste skoledag, eller i værste fald en indirekte opfordring til at gøre modstand. Vi skal have ungdommen i fokus, anerkende hvad de finder rigtigt og sammen finde en løsning, der fungerer for alle. Det er et grundlæggende spørgsmål om frihed under ansvar, en personlig frihed, der er en grundlovssikret rettighed.

Jeg kan personligt godt forstå, at det kan være en etisk og økonomisk udfordring for kommunen at skulle stille personale til rådighed for en fest med alkohol, men mig bekendt eksisterer der ikke nogen lov, der siger, at det netop skal være kommunens ansvar. Der sidder med garanti forældre, der gerne vil træde til og sikre ordentlige og trygge rammer for festen samt en respektabel behandling af Folkeparken. Det skal de da have lov til og så kan vi fra kommunens side nøjes med at sikre en flot og nyslået græsplæne.

Vi løser ikke noget ved et unødvendigt forbud mod at være i Folkeparken, det skaber kun modstand. Vi skal lytte til Søren Kierkegaard ord, når han skriver: ”At man, naar det i sandhed skal lykkes én at føre et Menneske hen til et bestemt Sted først og fremmest maa passe paa at finde ham hvor han er og begynde der”.

Lad os møde ungdommen og sammen finde en løsning, så de får mulighed for i fællesskabet, under ordnede forhold, at feste og hygge sig, i vores allesammens Folkeparken – folket skal gro, ikke opsplittes!

Vi i Konservativ Ungdom og Det Konservative Folkeparti vil gerne være jeres stemme. Vi sætter mennesket og folket først.


Luftfoto: Hans Hunderup.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments