Kvartetten Shashank meets Lelo Nika Trio tog mandag formiddag børnene på Bindslev Skole med på en medrivende og udfordrende musikalsk rejse, der strakte sig helt fra Lappland i Nordsverige og ned gennem Ungarn til bryllupsfest i Bukarest, videre til festmusik i Beograd, hvorefter den musikalske odysse gik mod sydøst ned gennem Balkan for at slutte i Chennai i Indien.
De fire folkemusikere kommer fra forskellige lande og kulturer, men til koncerten viste de med korte personlige fortællinger fra deres baggrund og ikke mindst gennem deres fælles musik, at den er et ægte universelt sprog, der kan samle os og kommunikere på tværs af alle forskelligheder. Folkemusikken var derfor til tider fremmedartet, men børnene var fascinerede og stort set musestille.
Medvirkende i Shashank meets Lelo Nika Trio
George Mihalache
Lelo Nika
Shashank Subbu
Thommy Andersson