
Kirken har en meget lang tradition for at tænke naturen ikke bare som en ressource men også som en gave fra Gud og som en helligdom, hvor man kan se aftryk af Guds herlighed.
Langt de fleste steder afholder kirken hvert år høstgudstjeneste og understreger dermed, at det udbytte man får af naturen igennem høsten, det er en gave fra Gud, som man behandler med respekt og ansvarlighed. Det kommer til udtryk i en af de kendte høstsalmer, hvor det hedder ”Den mark, som blev min, var altid dog din”.
Naturen er givet os som en gave fra Gud, der har skabt den, og vi er som mennesker betroet jorden og alt hvad der er derpå for at vi skal forvalte den med ansvarlighed over for både Gud og kommende generationer.
Ved naturmødet forsøger Folkekirken i Hirtshals at lade dette komme til udtryk gennem tre arrangementer.
Morgenandagter i Hirtshals kirke
Fredag og lørdag morgen er der morgenandagt i Hirtshals Kirke. Gennem musik, sang oplæsning og meditation vil Naturmødets tema blive bragt ind i lyset af den kristne tro.
Fredag kl. 9.00 er temaet: ”Naturen som Helligdom” v. Susan Bisgaard Storm
Lørdag er andagten allerede kl. 8.15 med temaet ”Naturen som ressource” v. Aksel Lindy Toft. Det tidlige tidspunkt lørdag betyder at deltagerne efterfølgende har mulighed for at deltage i den spændende debat i Life-teltet på ”Den grønne ”plads”, hvor bl.a. Dr. Theol Ole Jensen skal debattere under overskriften: Natur og tro – Hvilken betydning har religion for natursyn og naturbevarelse?
Rytmisk friluftsgudstjeneste ved fyret.
Fredag eftermiddag kl. 15.30 er der rytmisk friluftsgudstjeneste ved fyret. Hirtshals sogn har lånt en af spejdernes store telte, der bliver stillet op ved fyret. Her – og på plænen foran – bliver gudstjenesten holdt over temaet: Naturen – Skabt af Gud – forvaltet af mennesker.
Ved gudstjenesten medvirker Niels Ole Sørensen sammen med et band bestående af Jakob Mygind, saxofon, Jesper Bang Pedersen, kontrabas og Esben Bach på trommer.
Niels Ole Sørensen.
Endvidere medvirker Margrete Grarup som sanger. Bandet er blandt andet kendt fra en række koncerter under navnet Mahalia Jackson Tribute, og musik fra disse vil præge både indledning og afslutning ved Gudstjenesten.
Margrete Grarup.
Sognepræst Bjarne Hougaard vil lede gudstjenesten, der vil veksle mellem musikindslag, fællessang, oplæsning fra Bibelen og andre skrifter, samt en kort prædiken og bøn. Gudstjenesten vil være tilrettelagt så både trænede og knap så trænede kirkegængere kan være med.